Det er blevet billigere for turisterne at købe ind med udenlandsk valuta i Tyrkiet. Foto: Sol.Sunweb.dk

Danske rejsebureauer ikke bekymret for Tyrkiet

”Medierne har megen fokus på Tyrkiet, hvor man nu får meget for pengene. Rejserne bliver solgt hurtigt,” siger produktchef i Spies, der årligt sender 25.000 danskere på ferie i økonomisk trængte Tyrkiet.

Tyrkiet har af forskellige årsager ondt i økonomien, inflationen er oppe på 15 procent og værdien af landets valuta, den tyrkiske lira, er i år faldet omkring 40 procent overfor den amerikanske dollar.

Det giver udenlandske turister mere for pengene når de køber ind under ferien i Tyrkiet, men gør også hverdagen hårdere for tyrkerne. Også når eksempelvis tyrkiske flyselskaber skal betale brændstof i dollars.

Men salget af rejser til Tyrkiet går godt i denne tid, siger produktchef i Spies, Carlos Cebrian, til STANDBY.dk:

”Tyrkiet er i fokus i medierne, det kan vi godt mærke. Rejserne i forbindelse med efterårsferien, der typisk markerer enden på sommersæsonen i også Tyrkiet, er ved at være udsolgt. Man får netop nu meget for sine udenlandske penge i Tyrkiet – og rejserne til Tyrkiet bookes i denne tid hurtigere end andre destinationer.”

Spies kommer i år op på at sende cirka 25.000 af sine i alt 300.000 gæster til netop Tyrkiet. Mange gæster bor på Spies’ egne hoteller i Tyrkiet og har for eksempel købt all inclusive som led i deres feriepakke. Men noget af maden og drikkevarerne er importeret fra udlandet – disse varer skal for eksempel de tyrkiske hoteller nu betale mere for på grund af inflationen og den svækkede lira i forhold til blandt andet euroen og dollaren.

Ingen krav om genforhandling
”Vi ved endnu ikke om priserne på all inclusive bliver påvirket af valutauroen. Vi har jo på forhånd lavet vores kontrakter med de tyrkiske hoteller, herunder om all inclusive, i for eksempel euro,” siger Carlos Cebrian og fortsætter:
”Men jeg er enig i, at som tingene er nu, er dette ikke en god forretning for tyrkerne. Omvendt har jeg ikke hørt nogen ønsker om genforhandlinger om priserne.”

Heller ingen klager fra Sunweb
Danmarks formentlig største arrangør af blandt andet charterrejser til Tyrkiet, Sunweb, har heller ikke på nuværende tidspunkt nogle udfordringer som følge af krisen for den tyrkiske økonomi.

Landechef for Sunweb i Danmark, Deniz Jensen, siger til STANDBY.dk:

”Vi sender i år omkring 50.000 chartergæster fra Danmark til Tyrkiet – det er omkring hver fjerde charterrejsende til landet fra Danmark. For os betyder den økonomiske uro i selve Tyrkiet ikke så meget, da vi jo på forhånd har indgået vores kontrakter med blandt andet flyselskaber og hoteller i euro eller dollars.”

Men, fortsætter Deniz Jensen, situationen i Tyrkiet betyder jo, at det er blevet meget billigere at være udenlandsk turist i landet.

Sunweb bruger i år fire flyselskaber til at transportere sine passagerer mellem Danmark og Tyrkiet. Det er SAS, Danish Air Transport og de to tyrkiske flyselskaber, Freebird og SunExpress. SunExpress, der er ejet af Turkish Airlines og Lufthansa, står for hovedparten af Sunwebs sæder mellem Danmark og Tyrkiet, oplyser Deniz Jensen.

Relaterede artikler:

Endnu mere for pengene i Tyrkiet

Billigere at være turist i Tyrkiet

Ny tyrkisk turistminister ejer flyselskab og hoteller