- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Opkøb skal hjælpe Travelsoft med at nå mål

Travelsoft-koncernen har en ambition om at være rejsebranchens ledende SaaS-udbyder, og som et skridt på vejen dertil har virksomheden netop opkøbt Travel Compositor.

Travelsoft har for nyligt tilføjet en tredje virksomhed til porteføljen. Det drejer sig om Travel Compositor, der sælger software til at booke rejser med til andre virksomheder. Årligt reserveres der rejser for en milliard euro (7,4 milliarder kroner) gennem platformen, der drives af virksomheden, som har 90 ansatte.

I forbindelse med opkøbet oplyses det, at handlen skal medvirke til, at Travelsoft på sigt kan indfri koncernens mål, der går ud på, at man ønsker at etablere sig som den ledende udbyder af software as a service (SaaS) til rejsebranchen.

Det er en forretningsmodel, hvor en given virksomheds kunder kan få adgang til en softwareløsning af den ene eller anden slags ved enten at tegne et fast abonnement eller ved at investere i en licens, der gælder for en periode.

Driver tre forskellige løsninger
Travelsoft er etableret i Paris og virksomheden beskæftiger sig med løsninger, der gør det nemmere for aktører i branchen at sælge pakkerejse. Det kan eksempelvis være via en højere grad af automatisering eller ved at udnytte data effektivt til marketing og mersalg.

Virksomheden købte sidste år den tyske virksomhed Traffics, som udvikler søge- og bookingsystemer, der benyttes af flere end 6.000 rejsebureauer samt en række andre aktører såsom rejsehjemmesider, flyselskaber og hoteller.

Derudover ejer Travelsoft også Orchestra, der er en løsning, som ansatte i rejsebranchen gør brug af, når de skal sammensætte, administrere, distribuere og styre pakkerejser på en række forskellige salgskanaler.

Kan samarbejde internt i koncern
Med opkøbet af Travel Compositor forventer Travelsoft, at der i fremtiden vil blive foretaget bookinger til en samlet værdi af fem milliarder euro (37,2 milliarder kroner) på tværs af koncernens tre softwareløsninger.

Manuel Aragonés, der er en af stifterne af Travel Compositor er begejstret over opkøbet. Det samme er hans medstifter Vicente Rossello, der ser gode muligheder for samarbejde mellem de enkelte Travelsoft-virksomheder.

“Jeg mener, at der er et betragteligt potentiale for synergier og videreudvikling af de forskellige platforme, der er en del af Travelsoft-koncernen. Det er særligt på med henblik på at få dem forbundet direkte med flyselskaber og hoteller samt via en række kommende nyskabelser.”


Relaterede artikler:

Softwarevirksomhed: Hotelbranchen er forældet

Softwarefirma vil ind på det danske hotelmarked

Dansk softwarefirma får stort indskud fra kendt investor