- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Optimisme trods milliardunderskud

Rejsekoncernen TUI har underskud i milliardklassen i årets andet kvartal. Men nu går det den rigtige vej, slår selskabet fast. Kapaciteten i sommerprogrammet 2021 er blevet justeret op, så den ligger på 60 procent af sommerprogrammet 2019.

Optimismen er tilbage i rejsekoncernen TUI. Det er gået godt med at sælge rejser, efterhånden som rejserestriktionerne er blevet hævet i Europa i takt med at vaccinationerne er blevet rullet ud.

Der er også fremgang at spore i regnskabet for årets andet kvartal, som i TUI’s verden er årets tredje kvartal, da koncernen har forskudt regnskabsår. Men der er stadig lang vej til, at koncernen tjener penge.

Omsætningen er i kvartalet steget med imponerende 805,4 procent sammenlignet med samme kvartal 2020. En stigning der dækker over, at kvartalsomsætningen er steget fra 71,8 millioner euro (534 millioner kroner) til 649,7 millioner euro (4,8 milliarder kroner) i 2021.

Kvartalsunderskuddet er stadig i milliardklassen, selvom det er faldet med over fire milliarder kroner, fra 1,51 milliarder euro (11,2 milliarder kroner) i 2020 til 939,8 millioner euro (7,0 milliarder kroner) i 2021.

Stort salg af rejser til højere priser
Når optimismen alligevel er til at tage og føle på, skyldes det, at efterspørgslen på sommerrejser har ligget på et højt niveau. TUI har registreret i alt 4,2 millioner bookinger til sommeren 2021, og det er til gennemsnitspriser der var ni procent højere end i sommeren 2019, da gæsterne i år i højere grad har valgt pakkerrejser.

Kapaciteten i sommerprogrammet 2021 er blevet justeret op, så den nu ligger på 60 procent af sommerprogrammet 2019.

”Så snart rejserestriktionerne trækkes tilbage er kundernes efterspørgsel og bookingmomentum høj. Tallene for starten af ​​sommeren er opmuntrende. Tyskland og de kontinentaleuropæiske markeder viser stor efterspørgsel. I England vil dette blive afspejlet i næste kvartal,” siger Fritz Joussen, der er koncernchef i TUI.

Vi må leve med COVID
Han kalder de europæiske vaccinationsprogrammer for en succes. Men han mener, at det er på tide at holde op med alene at måle pandemien på antallet af nye smittede.

”Vi kommer sandsynligvis til at leve med COVID som med andre infektionssygdomme. Pointen er at afbøde smitten og konsekvenserne af sygdommen. I Europa er vaccinationstilbud tilgængelige for alle, der ønsker at blive vaccineret, og sundhedssystemerne er ikke overbelastede nogen steder. Vaccinerede mennesker er beskyttet og dem, der ikke eller næsten ikke er i fare, bør nu få alle deres friheder tilbage,” siger Fritz Joussen.

Tredjestørst i Danmark
TUI står bag TUI Nordic, der er Nordens største rejsearrangør. Ifølge hjemmesiden TUI.dk består TUI Nordic af rejseselskaberne TUI i Danmark, Sverige, Norge og Finland, samt Nazar, TUI krydstogter og flyselskabet TUIfly. TUI Nordic 1.600 ansatte og en markedsandel på 20 procent af det nordiske rejsemarked.

Ifølge foreningen Rejsearrangører i Danmark var TUI sidste år Danmarks tredjestørste charterrejsebureau med 17,5 procent af markedet efter Apollo og Spies.

 

Relaterede artikler:

Hjælpepakker styrkede TUI-regnskab med millioner

EU godkender milliarder i statsstøtte til TUI

TUI: Sådan bliver 2021