- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Planer om ny rute til Sydfrankrig

I starten af næste måned får det statslige franske turistbureau, Atout France, besøg i København af repræsentanter fra såvel lufthavnen som turistkontoret i Toulouse og turistkontoret for regionen Occitanie med blandt andet Toulouse. Den charmerende sydfranske by er kendt for at være Airbus’ hovedkvarter, sine mange grønne områder, store antal studerende – og at være Frankrigs rugby-hovedstad.

”Formålet med besøget er at se på mulighederne for en direkte flyforbindelse imellem København og Toulouse,” oplyser Christine Aby, presse- og PR-chef for Atout France i Danmark. Dette skal blandt andet ske ved at mødes med en fokusgruppe fra et par udvalgte rejsebureauer og journalister, for at se hvor stor interessen for destinationen er.

Det var ikke muligt onsdag eftermiddag at få flere informationer om initiativet – herunder hvilket flyselskab, de franske initiativtagere vil opfordre til at betjene ruten.

Men Toulouse skulle på papiret være en attraktiv destination fra København – byen har længe stået højt på ønskelisten hos Københavns Lufthavn over potentielle ruter, der i dag ikke er betjening af.

Der er allerede pænt med ruter mellem København og Frankrig, nogle er dog kun sæsonruter. Der er over ti helårs- eller sæsonruter mellem Frankrig og Danmark, primært Københavns Lufthavn, men Billund Lufthavn har også helårsruter til såvel Paris som Nice. Fra København er der helårsruter til blandt andet Lyon med easyJet, Nice med Norwegian og SAS, mens Air France, easyJet, Norwegian og SAS alle flyver til Paris, primært Paris CDG, fra København.

Med sommerruterne er der i år cirka 4.900 flyvninger fra København til destinationer i Frankrig med 810.000 flysæder, har Københavns Lufthavn tidligere oplyst til STANDBY.dk

Toulouses’ lufthavn, Blagnac, er med sine otte millioner årlige passagerer den femtestørste i Frankrig. Herfra er der op til 41 daglige flyvninger til Paris, turen tager lidt over en time, ligesom lufthavnen har 67 internationale ruter – nogle helårlige, andre kun fløjet i højsæsonen.

Den lyserøde By
Meget seværdige Toulouse, der har kælenavnet Den Lyserøde By, Ville Rose, ligger i det sydvestlige Frankrig. Herfra er der lidt over 100 kilometer til bjergkæden Pyrenæerne, der skiller Frankrig og Spanien, og 150 kilometer til Middelhavet.

Toulouse er Frankrigs fjerdestørste by med 1,3 millioner indbyggere når oplandet regnes med. Byen har over 14.500 hotelværelser og omkring 1.700 spisesteder, herunder en række Michelin-restauranter, oplyser byens turistråd, toulouse-visit.com, på sin hjemmeside.

Stor stigning fra Norden
Nyligt offentliggjorte tal fra de franske myndigheder viser stigning på 25 procent i turistovernatninger fra de nordiske lande i Frankrig sidste år sammenlignet med 2016.

Der var sidste år 2,1 millioner ankomster til Frankrig fra de nordiske lande, hvor de ifølge de officielle tal, der ikke omfatter for eksempel Airbnb og overnatninger i egne boliger, gav 15 millioner overnatninger.

I 2017 var der 670.000 turistankomster fra Sverige til Frankrig, 623.000 fra Danmark – danskerne er i snit syv dage i Frankrig, mens der var 448.000 fra Norge og 422.000 fra Finland.

Relaterede artikler:

Turistbureau glad for ny flyrute

Frankrig vil have fat i unge danskere

Dansk turismesejr over Frankrig og Italien