- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Regeringens store kystprojekt halter

Flere af de prestigefyldte turismeprojekter i vandkanten er droppet, og finansieringen af de øvrige er fortsat usikker.

Ti store kystprojekter, der blev udpeget i 2015 af regeringen til at fremme turismen i vandkantsdanmark, er stadig langt fra at blive gennemført. Inden længe er projekterne halvvejs i forsøgsperioden. Alligevel er ingen af projekterne endnu helt landfaste. To af dem er forlist og de øvrige har endnu ikke officielt præsenteret investorer eller endelige projekter, viser en rundringning fra Ritzau.

”Det var en flot vision, som ikke rigtig bliver til noget”, siger 1. viceborgmester Bo Jul Nielsen (S) fra Gribskov Kommune om det lokale projekt ’New Nordic Coast’ med nyt strandhotel og havbad, som nu er lagt i mølposen. ”Vi troede, det ville vælte ind med finansiering. Men der opstod diskussion om placeringen af hotellet, og store fonde går ikke ind i noget, hvor der er bøvl”.

Øhavscenter Christiansminde i Svendborg har også måttet opgives på grund af manglende finansiering og afslag på kommunal støtte. I Hjørring Kommune erkender borgmester Arne Boelt (S), at det lokale projekt med at erstatte et nedslidt badehotel i Løkken med et nyt, skal vise sig rentabelt, før investorer og forpagtere bider på: ”Der arbejdes på det. Men om det lykkes er ikke sikkert. Det vil forbavse mig, hvis vi ved ret meget før sommer”, siger han.

Positive toner
Da regeringen præsenterede de ti vandkantsprojekter som en turistmæssig bølgebryder i 2015, var indstillingen særdeles positiv.

”De ti projekter vil være med til at trække flere turister til de danske kyster og skabe vækst og arbejdspladser. Det er projekter med høj kvalitet, som vil kræve en samlet investering på fire milliarder kroner. Vi må sige, at forsøgsordningen er en succes”, sagde daværende vækst- og erhvervsminister Troels Lund Poulsen (V).

Janne Liburd, professor i turisme ved Syddansk Universitet, peger på, at væksten i turismen i kystzonen bygger på andre årsager: ”Det er originale projekter som bunkermuseet Tirpitz i Blåvand, Vadehavscentret ved Ribe og udpegningen af nye Unesco Verdensarv som Stevns Klint. Der har været arbejdet på dem i en årrække, og de kræver unikke samarbejder i forhold til endnu et hotelbyggeri”, siger hun til Ritzau.

De øvrige projekter
Søndervig Feriepark – Ringkøbing-Skjern Kommune: 500 feriehuse og Nordeuropas største badeland mm.

Skal ændres fra feriehuse til sommerhuse. Er afhængig af et nyt landsplandirektiv.

Nordals Ferieresort – Sønderborg Kommune: To hoteller, op til 400 ferieboliger, campingpladser mm. Skal ændres fra feriehuse til sommerhuse og er afhængig af et nyt landsplandirektiv og arbejder fortsat på finansiering.

Aquapark Møn – Vordingborg Kommune: Ferie- og oplevelsescenter og op til 500 ferieboliger på den gamle sukkerfabrik. Er i proces og håber på delvis indvielse i 2020.

Safari Lodge Knuthenborg i Lolland Kommune: 200 overnatningsenheder, konference- og spisefaciliteter. Safariparken stiler mod selv ved at hæve besøgstallet gradvist at finansiere projektet i etaper.

Besøgscenter Stevns Klint i Stevns Kommune. Er i positiv dialog med store fonde.

Blåvand Strandpark – Varde Kommune: Wellness, 50 luksusferielejligheder, restaurant og naturpromenade.

Kommunen har lige vedtaget lokalplan trods mange lokale protester. Som næste skridt skal Naturstyrelsen sælge den nødvendige jord.

Løkken Klithotel – Hjørring Kommune: Nedslidt hotel erstattes af et nyt. Kommunen satser inden sommer på afklaring af, om økonomien holder.

Strandliv Fjellerup – Norddjurs Kommune: Byggeri med fokus på leg, læring og sport ved Fjellerup Strand. Projektet skal i 2018 tage endelig form, og der skal findes yderligere kapital.

Relaterede artikler:

Turismevækst afgørende for ’Vandkantsdanmark’

Regeringen godkender 10 store vandkantsprojekter

Nyt oplevelsescenter på Vestkysten