- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Regnefejl betyder tomt svømmebassin

Det er skibet MS Finnmarken fra det norske rederi Hurtigruten som i denne tid ikke kan tilbyde sine passagerer en forfriskende dukkert i skibets udendørs svømmebassin. Bassinet er tømt for vand – det har gjort skibet 40 tons lettere, skriver den norske avis Dagens Næringsliv på sin hjemmeside dn.no

Bassinet er tømt for vand af hensyn til skibets vægt og balance. ”Skibet har aldrig været for tungt, men vi har slet og ret lavet en regnefejl,” siger rederiets kommunikationschef, Rune Thomas Ege, til dn.no

Regnefejlen har betydet, at MS Finnmarken siden midten af marts har sejlet med det tomme bassin, alene bassinet vejrer 30 tons på det 138 meter lange skib, der har plads til over 900 passagerer.

Vægten fra de 70 tons svømmebassin, hvor af de 40 tons var vand, påvirker skibets flydestilling, skriver den norske avis og tilføjer, at der på Hurigrutens hjemmeside blot står, at bassinet på Finnmarken midlertidigt er lukket ”på grund af renovering.”

Det norske Sjøfartsdirektoratet har fået information fra Hurtigruten om, at vægtreduktionen er sket af hensyn til skibets vægt og stabilitet.

Betjener 34 norske byer
I midten af februar opdagede en inspektør fra Sjøfartsdirektoratet om bord på Finnmarken under en rutinekontrol, at skibets såkaldte lastemærker var for nær vandlinjen – selv om der ikke var hverken passagerer og fragt ombord. Hurtigruten har en kontrakt med den norske stat om at transportere fragt mellem de 34 norske byer, rederiets skibe betjener.

Inspektøren kaldte det i sin rapport for ”betænkeligt” at skibet lå så dybt i vandet uden passagerer og fragt ombord. Forklaringen fra rederiet var, at skibet var blevet 41,7 tons tungere siden den forrige inspektion, blandt andet som følge af vandet i bassinet.

Sjøfartsdirektoratet oplyser, at skibet i dag sejler i overensstemmelse med reglerne. Men baseret på rapporten med regnefejlen, blev der udarbejdet nye lasteregler for skibet Finnmarken.

Skibet var i dok sidst i marts, hvor det blev godkendt, også med vægt og stabilitet. Udover at fjerne vandet fra bassinet medtager Finnmarken også mindre fragt end det er beregnet til. Hurtigruten har cirka 750.000 passagerer om året.

Relaterede artikler:

Rejsebureauer skal passe på krydstogternes faldgruber

Nyt hybrid ekspeditionsskib søsat

Hurtigruten har kurs mod rekordsommer