- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rejsebureaukæde bliver endnu større

For at komme tættere på kunderne åbner FDM travel to nye rejsebutikker og er dermed oppe på otte, hvilket giver nye arbejdspladser.

Det store leisurebureau åbner i denne tid to nye rejsebutikker, den nye i Vejle åbnede sidste uge, mens medarbejderne i den nye i Roskilde har første officielle åbningsdag tirsdag. Frem til årsskiftet er der ”soft opening” af de to nye bureauer, herefter sættes der turbo på den lokale markedsføring.

Klik for stort format. Rejsespecialist Marlene Holm foran FDM travels nye butik på Dæmningen. Foto: FDM travel.

Med udvidelsen skaber FDM travel otte nye arbejdspladser, fire i hver rejsebutik, og kommer dermed op på 45 rejsespecialister, som det hedder hos FDM.

Som bureauchef i Roskilde har FDM travel udnævnt Hanne Toft, hentet fra hovedbureauet i Lyngby, mens Anne Klitte Bay med en fortid hos blandt andet rejsebureauet Kilroy og senest salgsafdelingen i det danske flyselskab Sun-Air står i spidsen i Vejle.

FDM travel forventer i år en samlet omsætning på 350 millioner kroner – og 80 procent skyldes netop salget i de fysiske rejsebureauer. Dem har FDM travel i dag seks af, udover hovedkontoret i Lyngby ved København også i Aalborg, Viborg, Aarhus, Odense og Næstved.

Da FDM travel målt i antal rejsebureauer var rigtig store havde kæden 36 – hvilket dog er mange år siden.

Kiggede på 4-5 byer
”Vi begyndte i foråret at overveje, om det igen var tid til at få flere rejsebutikker, da de sælger cirka 80 procent af vores rejser. Vi kiggede blandt andet på, hvor der ville være konkurrence og overvejede fire-fem byer, inden vi lagde os fast på Roskilde og Vejle – Vejle vil vi nærmest have for os selv; her er kun Vejle Rejser, men det er jo primært et erhvervsrejsebureau,” siger administrerende direktør i FDM travel, Anders Iversen, til STANDBY.dk

Klik for stort format. FDM travels administrerende direktør, Anders Iversen, til venstre, med salgs- og indkøbschef Jesper Ewald. Foto: Henrik Baumgarten.

Begge de nye FDM travel-butikker ligger centralt i Vejle og Roskilde; og med de nye rejsebureauer har 75 procent af danskerne under en halv times bilkørsel til en af FDM travels rejsebutikker.

”Lige nu har vi ikke planer om flere rejsebureauer,” siger salgs- og indkøbschef Jesper Ewald og fortsætter:

”Noget af det gode ved regionale rejsebureauer er udover deres store salg, at vi her kan holde vores populære rejseforedrag. Dem har vi over 400 af om året, hvor de er med til at inspirere vores kunder til kommende rejser.”

FDM travel forventer i år 80.000 gæster – hovedparten er kør-selv i Europa, mens der er 25.000 i USA.

Relaterede artikler:

Debatmøde stiller skarpt på danske rejsemesser

Vejle Rejser i samarbejde med Booking.com

Tilfreds med ny rejsemesse