- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rejselandet Danmark får masser af presseomtale

Der var sidste år mindst 6.000 omtaler af Danmark som rejsemål i internationale medier. Hovedparten var relateret til kyst- og naturturismen, viser ny presseanalyse fra VisitDenmark.

2018 blev endnu et godt år med international medieomtale af Danmark som rejsemål. Der var over 6.000 omtaler, og særligt destinationerne spiller en vigtig rolle under de mange pressebesøg i løbet af året.

I alt var der 435 pressebesøg sidste år, hvor medier var inviteret af VisitDenmark og danske destinationer; det førte til en lang række artikler om Danmark i toneangivende medier på dansk turismes prioriterede markeder, oplyser VisitDenmark.

I alt blev det til 6.052 omtaler af Danmark i 2018, som VisitDenmark har været involveret i. Det viser analysen ”Danmark i de internationale medier”, hvor årets medieomtaler er gjort op.

Samarbejdet med destinationerne har stor indflydelse på den gode omtale af Danmark. Det er nemlig destinationerne, der er værter for de mange journalister og bloggere, der har besøgt Danmark på invitation fra VisitDenmark. 

”Der bliver gjort en stor indsats på destinationerne for at finde de unikke oplevelser og særlige historier, som gør, at journalisterne får en god historie med hjem, der kan give et nyt og måske overraskende perspektiv på Danmark. Og indsatsen giver resultater i form af god omtale,” siger marketingdirektør Janne Grønkjær Henriksen fra VisitDenmark.

Krav om relevans
Det er ikke kun storbyerne, der trækker overskrifter i de internationale medier. Faktisk var to tredjedele af medieomtalerne relateret til kyst- og naturturismen, viser presseanalysen.

Blandt andet har New York Times anbefalet sine læsere at besøge Aalborg og Fanø, mens Henne Strand er på CNN’s liste over anbefalede rejsemål i 2019.

De internationalt mindre kendte danske destinationer virker eksotiske for en global læserkreds og er dermed gode historier for medierne, som altid er på jagt efter nye destinationer og unikke oplevelser. Og omtalerne af de mindre kendte destinationer er vigtige, fordi de er med til at gøre Danmark større i turisternes bevidsthed og samtidig fungerer som nye grunde til at besøge Danmark.

”På alle markeder bliver vores presseansvarlige konstant mødt med ønsker om nyheder fra journalisterne. Derfor er samarbejdet med destinationerne så vigtigt. Destinationerne er med til at klæde de presseansvarlige på, så de kan gøre journalisterne interesserede i Danmark ud fra den vinkel, der er relevant for det pågældende medie,” siger Janne Grønkjær Henriksen.

Netop derfor mødes repræsentanter fra destinationerne med VisitDenmarks presseansvarlige på markederne til en årlig workshop, hvor de udveksler erfaringer, taler om nyheder på destinationerne og kommende pressebesøg. Næste workshop er i oktober 2019.

Sidste år var der 53,9 millioner turismeovernatninger i Danmark – heraf 27,6 millioner udenlandske; dansk turisme står bag 161.000 jobs og i 2017 var den danske turismeomsætning 128 milliarder kroner, viser de nyeste tal fra VisitDenmark.

Relaterede artikler:

CNN kalder Aarhus for Europas nye ”cool hovedstad”

Aalborg hitter hos New York Times

Jysk rejsemål til tops hos CNN