Aalborg er kommet på fornem liste – her er det Musikkens Hus fotograferet for VisitAalborg af renejeppesen.dk

Aalborg hitter hos New York Times

Den verdensberømte avis har Aalborg som nummer 8 over 52 destinationer verden over som den anbefaler at besøge i år. Nummer 30 på listen er Vadehavet med blandt andet Fanø.

”Mon ikke også det hænger sammen med det der localhood, som de kalder det i København. Vi rejser stadig mere, mange har besøgt de kendte steder; og det er ikke så fedt at flashe sig med en selfie foran Eiffel-tårnet, hvor ”alle” har været, som at gøre det foran for eksempel Utzon Center her i Aalborg.”

Det siger administrerende direktør for VisitAalborg, Rasmus Jerver, til STANDBY.dk

Udtalelsen falder efter at en af verdens mest berømte og anerkendte aviser, New York Times, i en netop offentliggjort liste – ”Places to go in 2019” – på avisens hjemmeside har Aalborg som nummer otte ud af i alt 52 steder på verdensplan, der er et besøg værd i 2019. Aalborg ligger blandt andet foran verdensberømte byer som New York, Las Vegas, Hong Kong og Los Angeles.

Aalborgs havnefront med udover Utzon Center, Musikkens Hus og Nordkraft, Kulturbroen til cyklister og fodgængere, Vestre Fjordpark med det udendørs svømmebassin og kunstprojektet på Spritgrunden er alle medvirkende faktorer til, at New York Times finder Aalborg besøgsværdig.

Avisen nævner også Aalborg Street Food market; spritfabrikkerne, Aalborg Akvavit, og boligkomplekset Harbour Gate.

Det var sidste år 100 året for fødslen af den verdensberømte danske arkitekt, Jørn Utzon, der stammer fra Aalborg. Hans mest berømte bygning er operahuset i Sydney – og der har været megen omtale af Jørn Utzon i internationale arkitekturtidsskrifter, herunder af hans fødeby, Aalborg.

”Den omtale har også været med til at sætte Aalborg på kortet,” siger Rasmus Jerver og tilføjer, at VisitAalborg ikke har været vært for nogen journalist fra New York Times – så journalisten har selv fundet vej til Aalborg.

”Det kan være via nogle af de 20-25.000 nordamerikanske krydstogtturister, der hvert år besøger Aalborg. Nogle af disse tager imod vores mulighed for at besøge aalborgenserne i deres kolonihaver og hér få en sildemad og en snaps mens de hører om livet i byen,” siger Aalborgs turistdirektør og tilføjer:

”Vi kan også bruge placeringen i vores markedsføring af Aalborg indenfor second city-turisme; altså andre storbyer i et land end selve hovedstaden. Dem rejses der mere efter, for at opleve en destination vennerne og familien ikke har besøgt. Så dette er slet ikke så ringe endda.”

Ikke ressourcer til USA
Aalborgs største turistgruppe er danskerne, mens de fem største udenlandske er nordmænd, tyskere, englændere, svenskere og hollændere.

”Vi kommer naturligvis til at bruge omtalen og placeringen hos New York Times i vores markedsføring – vi har ikke ressourcer til alene at promovere os på det amerikanske marked, så skal det ske i samarbejde med VisitDenmark og Aalborg Lufthavn, hvis den gennem årene meget omtalte mulige rute fra Aalborg til for eksempel New York bliver en realitet,” siger Rasmus Jerver og tilføjer:

”Men vi kan bruge omtalen i vores markedsføring i Storbritannien, Norge og andre vigtige nærmarkeder. Det beviser nemlig, at der virkelig er noget at komme efter i Aalborg.”

Aalborg har cirka 1.800 hotelværelser. Sidste år var der omkring en million overnatninger på disse, hvoraf omkring 40 procent var overnatninger fra udenlandske gæster. ”Vi har senest fået et Zleep Hotel i Aalborg, men der er flere konkrete hotelprojekter på vej. Aalborg kan sagtens klare at få cirka 100 nye hotelværelser om året,” siger Rasmus Jerver.

Klik for stort format. Williamsburg i delstaten Virginia på USA’s østkyst er med sin rige kolonihistorie nummer 12 på listen hos New York Times. Arkivfoto.

De andre top Top 52
New York Times’ Places to go in 2019-liste over de 52 steder, avisen anbefaler at besøge i 2019, toppes af den amerikanske besiddelse Puerto Rico i Caribien, fulgt af Hampi i Indien, Santa Barbara i Californien, selve det mellemamerikanske land Panama og med München på femtepladsen.

Herefter følger Eilat i Israel og Setouchi Islands i Japan inden Aalborg dukker op på 8. pladsen. De to sidste på top 10 er den portugisiske øgruppe Acorerne og Ontario Ice Caves i Canada.

Frem mod nummer listens sidste stop, nummer 52, kommer blandt andet Zadar i Kroatien, Williamsburg i Virginia, Las Vegas, Danang i Vietnam, Paparoa Track i New Zealand, italienske Puglia, Calgary i Canada, Huntsville i Alabama, Falkland Islands, Aberdeen i Skotland, tyske Dessau, landene Tunesien og Gambia, som nummer 30 vadehavsøerne i Holland, Tyskland og Danmark (med Fanø), fulgt af New York City, Vestlandet i Norge, franske Lyon og Marseilles, delstaten Wyoming, Los Angeles, Dakar i Senegal, Perth i Australien, Hong Kong, Iran og som nummer 52 Tahiti i Stillehavet.

Hele listen kan ses her på New York Times’ hjemmeside New York Times’ hjemmeside

Relaterede artikler:

Jysk rejsemål til tops hos CNN

Anders And besøger Nordjylland

København til tops hos Lonely Planet