- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Rullende miljøreklame for togrejser

Én flyrejse Stockholm-Gøteborg svarer i kvælstofudslip til 40.000 togrejser på samme strækning, siger svenske SJ. For at fremhæve forskellen kører Statens Jernväger med særmalet X 2000-tog.

Indenrigsflytrafikken i Sverige falder – antallet af for eksempel togkørende forretningsrejsende fortsætter med at stige.

For at gøre mere opmærksom på de mere miljøvenlige svenske højhastighedstog, har det svenske DSB – SJ, Statens Jernväger – malet to af sine X 2000-tog med bogstaverne X 40000.

Det skal signalere, at en flyrejse mellem Stockholm og Gøteborg, ifølge SJ, svarer til 40.000 togrejser i udslip af kuldioxid. De to særmalede X 2000-tog kan ses i denne og næste måned, oplyser SJ i en pressemeddelelse.

I den siger Maria Höglund, markedschef hos SJ: ”Hos SJ er vi stolte over at kunne tilbyde den rejsemåde, der tager os ind i fremtiden – uden at skade den. Med denne leg med navnet på X 2000 vil vi manifestere vores engagement indenfor klimaområdet og gøre det mere tydeligt, hvor stor forskellen reelt er i udslip af kuldioxid mellem flyet og toget som en mere klimasmart rejseform.”

Største passagerstrækning er Stockholm-Malmø
På lange togrejser i Sverige er ruten fra Stockholm via Malmø til København den mest trafikerede, fulgt af Stockholm til Gøteborg.

Ifølge SJ skyldes den store miljøforskel mellem toget og flyet, at SJ køber 100 procent bæredygtig energi fra vandkraft. Ligeledes er der mindre miljøskadelig udledning togenes elmotorer end fra flymotorer, der drives af fossile brændstoffer. Ligeledes ”gemmer” togenes elmotorer energi ved deres nedbremsninger.

Selve SJ-koncernen omsatte i seneste regnskabsår for næsten otte milliarder svenske kroner. Udover de svenske langruter for tog, kører SJ også til blandt andet de to andre skandinaviske hovedstæder, København og Oslo. På SJ’s lange togstrækninger har selskabet i snit dagligt 140.000 passagerer på 1.200 afgange mellem 284 stationer, oplyser SJ.

SJ får dog øget konkurrence i år på de lange svenske togstrækninger. I første halvdel af i år begynder de første tyske FlixTrains at rulle i Sverige – fra Stockholm til henholdsvis Malmø og en anden rute fra den svenske hovedstad til Gøteborg, begge ruter får flere stops undervejs.

Relaterede artikler:

Stadig flere firmarejsende stiger på toget i Sverige

Lufthansa udbygger rejsemulighed med tog

Forsinket flypassager mistede 19.000 kroner