Det svenske DSB, SJ, har stor passagervækst – også fra forretningsrejsende indenfor Sverige, der blandt andet for at være miljøvenlig vælger toget fremfor flyet. Pressefoto fra SJ: Stefan Nilsson.

Stadig flere firmarejsende stiger på toget i Sverige

Øget efterspørgsel fra også erhvervslivet får svenske SJ, til at indsætte 10.000 ekstra sæder om måneden på sin største fjerntogstrækning fra Stockholm via Malmø til København.

Efterspørgslen på at rejse med tog på længere strækninger i Sverige – i stedet for at for eksempel flyve – får nu Svenska Jernväger, SJ – til at øge sit udbud på sin hovedstrækning på de lange togrejser.

Allerede fra midten af næste måned tilbyder SJ yderligere 10.000 ugentlige sæder på sin mest trafikerede fjerntogsrute, fra Stockholm via Malmø til København.

Det oplyser SJ i en pressemeddelelse. I september oplyste SJ, at selskabet fra næste år ville komme med yderligere 10.000 flere sæder på strækningen. Men stigende efterspørgsel får nu SJ til enten at fremskynde den forøgede kapacitet eller indsætte endnu flere sæder.

I pressemeddelelsen peger SJ selv på, at fokus på mere klimavenlige rejser er del af forklaringen på, at også erhvervslivet i stigende grad bruger toget på svensk indenrigs. Alene fra juli til oktober voksede antallet af forretningsrejsende hos SJ med 16 procent, viser ny statistik fra SJ. Til sammenligning var stigningen i årets første halvår hos SJ på ni procent sammenlignet med samme tid sidste år.

Miljøfokus driver fremgangen
”Der er virkelig kommet hul på bylden. Klimaspørgsmålet driver den kraftige øgning af togpassagerer blandt firmarejsende. Derfor bruger stadig flere erhvervsrejsende i dag toget fremfor at køre i bil eller flyve,” siger Ida Thermaenius, chef for firmakunder hos SJ.

Hun tilføjer, at det også er blevet stadig vigtigere for virksomheder at vise, at de gør noget aktivt indenfor miljøområdet, hvilket også påvirker efterspørgslen på togbilletter. Dette kan være et medvirkende parameter for, om for eksempel firmaet vinder en kontrakt eller ej, siger Ida Thermaenius.

SJ’s chef for firmakunder siger også, at de svenske jernbaner kontaktes af stadig flere svenske virksomheder der vil have argumenter for at kunne påvise klimaeffekten ved at vælge toget fremfor andre transportformet. Samtidig er der også det økonomiske aspekt – ifølge SJ er det ofte billigere at tage på svensk indenrigs end at flyve.

Hertil kommer at togene kører fra centrum til centrum, så den rejsende ikke skal bruge tid på at komme til og fra lufthavne med ventetid ved for eksempel sikkerhedskontroller.

”At vælge toget i stedet for flyet gavner ikke kun udslippet af kuldioxid. Mange tror, at det er dyrere at rejse klima-smart, men for de fleste virksomheder vil det være billigere og mere klima-smart at tage toget,” siger Ida Thermaenius.

Størst stigning på Stockholm-København
Ruten fra Stockholm-Malmø-København er den absolut mest efterspurgte blandt forretningsrejsende i første halvår af i år.

Herefter fulgte på top fem blandt svenske erhvervsrejsende Stockholm-Gøteborg, Stockholm-Västerås-Örebro-Gøteborg, Stockholm-Sundsvall-Umeå samt Linköping-Stockholm-Gävle.

SJ har på en typisk dag 140.000 passagerer på sine lange strækninger med i alt 1.200 afgange mellem 284 svenske togstationer, oplyser SJ. Sidste år have SJ næsten 32 millioner passagerer, en stigning på fem procent i forhold til 2018.

I oktober fortsatte indenrigstrafikken i Sverige med fly med at falde. Der var sidste måned lidt over 1,1 millioner passagerer på de svenske indenrigsruter. Det er et fald på 10 procent i forhold til samme måned sidste år, og i årets første 10 måneder er indenrigstrafikken i alt faldet med otte procent, viste tal fra Swedavia, der driver de største svenske lufthavne forleden.

De største procentvise fald i indenrigstrafikken i oktober oplevede lufthavnene Gøteborg Landvetter (-19 procent), Stockholm Bromma (-15 procent) og Malmø (-12 procent).

Relaterede artikler:

Svenske jernbaner øger kraftigt til Danmark

Nyt stort fald i svensk indenrigstrafik

SWISS udvider flytog med otte nye destinationer