- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ryanair atter klar med VIP-jet

Gennem vintersæsonen udlejer Ryanair atter en speciel Corporate Jet med 60 business class-sæder. Flyet, en særlig indrettet Boeing 737-700, har tidligere fløjet for Maersk Air og Sterling.

Arbejdshesten hos Ryanair er Boeing B737-800 – men det irske selskab har også en Boeing 737-700, der igen i denne vintersæson udlejes til privat charter.

Klik for stort format. Et kig ind i kabinen på særudgaven af Ryanairs Boeing B737-700. Foto: Ryanair.

Flyet har 60 business class-læderbetrukne sæder, en pitch på 48 og stolene står i en 2+2 konfigurationen. Boeing 737-700 flyet har cockpit og kabineansatte fra Ryanair og har en rækkevidde på op til seks timers flyvninger, oplyser flyselskabet og tilføjer, at flyet passer perfekt til for eksempel transport af sportshold, firma-VIP’er eller mindre grupper, der ønsker at have deres eget fly.

Flyet har allerede fløjet med fodboldhold til Champions League-kampe og berømte popstjerner, oplyser Ryanair.

Tidligere på vingerne for Maersk og Sterling
Boeing 737-700 flyet har tidligere været beskæftiget hos Maersk Air og Sterling Airlines, og det bruges hos Ryanair blandt andet som back-up fly samt til træning af piloter og kabinepersonale. Som normalt charterfly har det plads til 148 passagerer. Ryanairs B737-800, som selskabet har over 450 af, rummer 189 passagerer.

Boeing B737-700 flyet, som Ryanair udlejer til særflyvninger, blev oprindeligt leveret til italienske Azurra Air i 1999 og har således en alder snart 20 år.

Herudover var flyet under registreringen OY-MLW beskæftiget hos Maersk Air fra sommeren 2004 og frem til den 13. september 2005, hvor det tidligere A.P. Møller-selskab blev overtaget af Sterling Airlines. Hos Sterling Airlines fortsatte OY-MLW frem til konkursen den 29. oktober 2008.

2.400 daglige flyvninger
Ryanair har som Europas største flyselskab omkring 130 millioner passagerer om året. Selskabet har ruter til 37 lande fra sine foreløbig 88 baser i navnlig Europa. Dets over 450 Boeing B737-800 flyver i snit 2.400 gang på Ryanairs store rutenet.

Relaterede artikler:

500 millioner lavprissæder i Europa

Ny EU-dom øger flypassagerers ret ved strejker

Tre flyselskaber med hver sin førsteplads