- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Skisæsonen er indledt i Sverige og Norge

SkiStars skisportssteder er så småt ved at åbne til den nye sæson i både Sverige og Norge. Kunstsne er med til at sikre godt alpint skiløb, mens der samtidig er stort fokus på bæredygtighed.

Kalenderen viser december, og vinteren er for alvor trådt i karakter med kulde og sne rundt om i Skandinavien.

Særligt i Sverige og Norge, hvor en lang række skisportsområder hvert år tiltrækker tusindvis af skientusiaster. Og nu står endnu en sæson for døren. Således oplyser den svenske koncern SkiStar, at den senere tids kolde vejr har givet optimale betingelser for at komme i gang med sæsonen.

Svenske Vemdalen åbnede for skituristerne allerede 26. november, mens der blev åbnet for lifter og pister 8. december i svenske Sälen og norske Trysil. SkiStars to øvrige skisportssteder, svenske Åre og norske Hemsedal, åbner for sæsonen 8. december.

Vil tilbyde uforglemmelige oplevelser
SkiStar glæder sig til endnu en god sæson, der kommer til at byde på næsten 150 dage med skiløb i de svenske og norske fjelde.

”Med det kolde vejr får vi mulighed for at producere rigtig god sne med vores snekanoner, og så kommer natursneen som prikken over i’et. Holdet, der står for sneproduktionen, arbejder intensivt på, at vi kan tilbyde godt alpint skiløb til åbningsdagene og uforglemmelige fjeldoplevelser til vores gæster,” siger Niclas Sjögren Berg, driftsdirektør i SkiStar.

Alle fem skidestinationer hos SkiStar arbejder på at forbedre sneproduktionskapaciteten samt at gøre sneproduktionen mere effektiv og reducere ressourceforbruget. SkiStar fortæller, at sne fra snekanonerne er en del mere robust og slidstærk end natursne. Ved brug af kunstsne forlænges sæsonen betydeligt, uden at naturen lider under det.

Effektivisering af sneproduktionen er en del af SkiStars arbejde med bæredygtighed, og skioperatøren sigter mod at være klimaneutral i driften i 2030. SkiStar har reduceret sit klimaaftryk med over 57 procent det seneste år, viser seneste bæredygtighedsrapport.

Sælger brugte ski og skitøj
SkiStar har desuden ambitioner om at kunne tilbyde skigæsterne brugte ski og skitøj. I år begynder SkiStar således at sælge brugte ski fra eget lager via skistarshop.com, ligesom der kan købes brugt skitøj i samarbejde med Serculate via SkiStarshop Concept Store i Lindvallen i Sälen.

”Hos SkiStar arbejder vi for at fremme en aktiv livsstil i naturen, og det er vigtigt for os, at de oplevelser, vi tilbyder, skal være bæredygtige og ikke påvirke natur og klima negativt. Som gæst kan man stå på ski og nyde naturen med god samvittighed hos os,” siger Stefan Sjöstrand, administrerende direktør for SkiStar.

”Desuden er kronekursen på den svenske og norske krone virkelig god lige nu, hvilket er en stor fordel for vores danske gæster, som nu får endnu mere for pengene, når de rejser nordpå.”

Mens coronapandemien de seneste par sæsoner lagde en dæmper på antallet af besøgende fra blandt andet Danmark, er der større forventninger til den nye skisæson. Gæsterne vil blandt andet kunne udforske SkiStar Lodge Hundfjället, der åbnede sidste vinter, og som beskrives som kronjuvelen i Sälenfjeldene. Det er et familieresort med umiddelbar nærhed til flere ekspreslifter og pister.

Godt skiløb fire timer fra Danmark
Mens SkiStar-destinationerne ligger et godt stykke fra Danmark, er der kun omkring halvt så langt til Ulricehamn stik øst for Gøteborg. Skisportsstedet har lige fået ny ejer, der ønsker at udvikle både vinter- og sommeraktiviteter. I første omgang er der dog fokus på den nye skisæson, der begynder 17. december.

Ulricehamn ligger kun fire timer i bil fra Danmark, og her er gode muligheder for alpint skiløb og langrend. Der er otte pister i forskellige sværhedsgrader til alpinski, så området er også en del mindre end flere af SkiStars destinationer.

”Der er ikke langt fra Danmark til skidestinationerne i Vestsverige, og det er nemt at køre op til en weekend, uanset om man er til slalom eller langrend. Vores destinationer er et naturligt sted at starte, hvis man vil prøve ski for første gang, hvis man trænger til en ekstra skitur i en weekend eller træner til Vasaløbet. Både i Ulricehamn og i Skövde er der blevet udviklet og investeret over en årrække, og områderne tilbyder oplevelser i høj kvalitet,” siger Fredrik Lindén, administrerende direktør for Turistrådet Västsverige.

 

Relaterede artikler:

Manglende forsikring kan give skiturister bøder

Syv ud af ti danske skiturister tænker på økonomien

Skidestination bruger millioner på ny lift og pister