- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Spanien justerer sine rejsevejledninger

Fra i morgen er det obligatorisk med negativ COVID-19 test ved check-in på hotel Kanarieøerne. Turistminister efterlyser turistkorridorer til regioner med lavt smittetal som netop De Kanariske Øer.

Fra lørdag den 14. november bliver det obligatorisk med en negativ COVID-19 test ved check-in til hotel eller anden turistindkvartering på De Kanariske Øer. Testen skal være foretaget senest 72 timer før. Børn under seks år er ikke omfattet af testkravet.

Det skriver Udenrigsministeriet i sine opdaterede rejsevejledninger – de konkrete spanske krav kan også ses på hjemmesiden for den danske ambassade i Madrid.

Fra 23. november vil der være krav om negativ PCR-test ved indrejse i Spanien til alle spanske lufthavne, hvis man ankommer fra et højrisikoland. Danmark er på nuværende tidspunkt et højrisikoland, skriver Udenrigsministeriet.

Når de nye regler træder i kraft, skal for eksempel danske rejsende til Spanien udfylde en formular, hvor man blandt andet oplyser kontakt- og sundhedsoplysninger. Formularen skal udfyldes online tidligst 48 timer før indrejse i Spanien eller ved ankomst til en spansk lufthavn. Efter udfyldt formular, modtager man en QR-kode, der skal fremvises ved ankomsten i en spansk lufthavn.

Derudover foretages der temperaturtagning og visuel inspektion ved indrejse. Hvis den rejsende har feber eller viser andre tydelige tegn på sygdom, vil vedkommende blive tilset af en læge, skriver den danske ambassade i Madrid. Hvis lægen vurderer, at den rejsende skal behandles, videresendes vedkommende til lokale sundhedsmyndigheder.

Interne rejserestriktioner
Ambassaden i Madrid oplyser også, at der er indført ind- og udrejserestriktioner for en lang række regioner i Spanien (Cantabrien, Castilla y León, Castilla La Mancha, Navarra, Andalusien, Aragón, Asturien, Baskerlandet, Catalonien, La Rioja, Murcia og Valencia).

”Restriktionerne betyder, at indrejsende fra Danmark uanset ærinde vil kunne indrejse i regionerne. Til gengæld vil en række rejsende herunder turister blive nægtet ind- og udrejse mellem regionerne. Undtaget er personer, der skal på arbejde eller har andre vigtige dokumenterbare ærinder (for eksempel erhvervsrejse og lægebesøg)

Regionerne kan indføre nye restriktioner med meget kort varsel,” oplyser Den Danske Ambassade i Madrid.

Turistdirektør: Formålet er at skabe et sikkert miljø
I en kommentar til de justerede spanske rejsevejledninger, skriver Jose Luis Real Moreno, direktør for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, til STANDBY.DK:

”Med de tiltag, den spanske regering har indført om at kræve en negativ PCR-test for alle rejsende, er formålet at garantere et godt helbred for de rejsende, samtidigt med at skabe tillid i et sikkert og trygt miljø.

Dette krav, som starter den 23. november, og som i øvrigt har været indført i Danmark siden 26 oktober, opfylder den europæiske anbefaling af 13. oktober. Den anbefalede alle medlemslandene at fastlægge deres forbehold for rejser indenfor EU i forhold til hvert lands epidemiologiske situation. Der blev etableret en farvekode for områderne for at undgå fragmentering og forøge gennemsigtighed og forudsigelighed for borgere, der påtænker planlægning af rejser,” skriver Jose Luis Real Moreno og tilføjer:

“Jeg vil gerne nævne, at turistminister Reyes Maroto minder om nødvendigheden til at finde en protokol for turistkorridorer for de regioner med lavt smittetal som De Kanariske Øer, for at undgå at skulle i karantæne eller andre rejserestriktioner og protokoller, hvor der indgår krav på Covid-19 test i afrejselandet og/eller på destinationen.

Ministeren udtalte også, at man er i gang med at forhandle turist korridorer med de vigtigste turistdestinationer, i håb om at det bliver et fremtidigt værktøj som kan generere sikkerhed på en destination der allerede er klar til at modtage gæster, såsom De Kanariske Øer,” skriver turistdirektøren.

Relaterede artikler:

Kanarieøerne: ”Sundhedskorridor” fra Skandinavien

“Vis virkeligheden med regionale rejsevejledninger”

UM på vej med regionale rejsevejledninger for EU