Den regionale regering på Kanarieøerne klar med gratis sundhedsforsikring for turister. Den skal dække omkostninger ved ”en smittesituation” og, håber man, fjerne bekymringerne hos turisterne.
Spanien har siden starten af august været på den orange liste i de danske rejsevejledninger. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Kanarieøerne arbejder hårdt for at få nedbragt sit smittetal, også så der kan åbnes for blandt andet charterturisme til den spanske øgruppe fra blandt andet Danmark.
Og tallene er på vej ned på Kanarieøerne; de er nu skiftet fra mørkerød til en lysere rød farve. Det viser de nyeste tal fra EU-agenturet ECDC, European Centre for Disease Prevention and Control. På hjemmesiden er blandt andet et kort. Her har Kanarieøerne længe haft samme mørkerøde farve som resten af Spanien, men farven er nu blevet lysere. Dermed er øgruppen i samme farvekategori som Danmark.
I lyset af coronakrisen skruer Spanien op for tiltag, der skal øge sikkerheden og dermed trygheden for turister og forretningsrejsende fra det nordlige Europa og sikre den afgørende turisme til de økonomisk ramte spanske regioner. Cirka 14 procent af Spaniens bruttonationalprodukt kommer fra netop turisme.
Den Spanske Stats Turistbureau skriver i en pressemeddelelse, at den spanske stat arbejder med initiativer, der skal øge trygheden hos besøgende og sikre de Kanariske Øer som Gran Canaria og Tenerife deres altafgørende turisme.
Med de nye tiltag ønsker man fra spansk side at skabe, hvad den spanske minister for turisme kalder en sundhedskorridor med Danmark, de øvrige skandinaviske lande, Tyskland og England; lande, hvor borgerne traditionelt er særligt glade for at holde ferie på Kanarieøerne.
Et særligt bånd mellem Kanarieøerne og Danmark
Sidste år var der 1,2 millioner danske ankomster til hele Spanien. De tre mest besøgte regioner var De Kanariske Øer med 312.000 danske ankomster, Andalusien med blandt andet Malaga havde 301.000, mens der var 201.000 danske ankomster til De Baleariske Øer med for eksempel Mallorca og Ibiza.
”Der er et helt særligt bånd mellem Kanarieøerne og Danmark. Hvert år besøger hundredtusinder af danskere øerne og skaber minder for livet. Danskerne er afgørende for livet på øerne. Derfor skal vi selvfølgelig gøre alt for, at vi fortsat kan holde fast i den gode relation,” siger Jose Luis Real Moreno, der netop er tiltrådt som direktør for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark.
Giver gratis sundhedsforsikring og test
I pressemeddelelsen skriver Den Spanske Stats Turistbureau, at den regionale regering på Kanarieøerne har investeret en stor sum i en sundhedsforsikring, der bliver gratis for tilrejsende turister og forretningsrejsende.
Forsikringen skal dække en række omkostninger, der kan være forbundet med en eventuel smittesituation. Det skal ifølge Den Spanske Stats Turistbureau formindske bekymringerne hos de besøgende:
”Der er store regionale forskelle i Spanien. Med sundhedsforsikringen vil vi også vise, at man i hvert fald ikke skal bekymre sig om økonomien, hvis man rejser hertil og frygter en eventuel smittesituation. Den tager vi på os, når nu man har valgt at besøge vores skønne øer,” forklarer Jose Luis Real Moreno.
Et andet afgørende tiltag, de spanske myndigheder ønsker at indføre, er corona-test i både afgangslandet og ved destinationen.
På den måde sikrer man sig, at der hele tiden er overblik over smittede, og hvor eventuelt smittede har bevæget sig. Derved kan man hurtigt iværksætte de rette tiltag, hvis behovet skulle opstå. Tiltaget skal ske i samarbejde med de nordeuropæiske lande og rejsearrangører og sikre, at man fortsat kan rejse til sin favoritdestination, oplyser Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark.
Relaterede artikler:
Spanien skifter turistchef i Danmark