- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies øger i Aalborg

Med kort varsel fik Spies tilbudt en ugentlig Jet Time-afgang i højsæsonen – valget faldt på tyrkiske Antalya. Spies øger dermed i Aalborg Lufthavn, hvor selskabet har cirka 10 procent af sin danske produktion.

”Jet Time kontaktede os forleden, de havde fået en aflysning på en serie fra en anden rejseudbyder. Dermed havde Jet Time et fly til rådighed til en ugentlig afgang fra juni til sidst i august, hvis vi var interesseret. Det var vi og valgte Antalya, da Tyrkiet igen sælger rigtig fint – samtidig kunne vi i Antalya få hotel af høj standard, det kan man ikke på nuværende tidspunkt skaffe på for eksempel Mallorca eller Kreta.”
Det siger produktchef hos Spies i Danmark, Carlos Cebrian, til STANDBY.dk – men den ekstra serie ud af Aalborg Lufthavn kommer Spies i år op på at have 10 procent af sin danske produktion fra Aalborg, cirka 25 procent fra Billund Lufthavn og 63 procent fra Københavns Lufthavn. Resten af Spies’ produktion fordeles sig i år mellem Odense, Karup (Midtjyllands Lufthavn) og Bornholm – samlet to procent.
Spies var også sidste år Danmarks største charterrejsebureau med over 265.000 solgte rejser.

Cypern er nyhed fra Spies ud af Aalborg
”Ekstraflyet fra Aalborg Lufthavn bliver et supplement til vores eksisterende Antalya-fly fra Aalborg, hvortil vi allerede har solgt over 60 procent af rejserne denne sommer,” siger Carlos Cebrian og tilføjer, at Spies til denne sommer har Cypern som en nyhed fra Aalborg. Ekstraflyet fra Aalborg til Antalya betyder yderligere små 1.200 udbudte Spies-sæder fra Aalborg i år. I alt har samtlige charteroperatører i år cirka 120.000 pladser ud af Aalborg.

”Volumen fra Aalborg har tilpasset sig efter Sun Charter lagde stort op og udbød 40.000 årlige sæder. Efter Primo Tours overtog Sun Charter blev der skåret ned til et mere normalt niveau,” siger Carlos Cebrian og tilføjer:
”Sammenligner vi dette års Aalborg-program med sidste sommer, ser vi hos Spies en stigning i kapaciteten på cirka 20 procent, mens vinterproduktionen vokser 45 procent. Til dette års vinterproduktion øger Spies ud af Aalborg med den kanariske ø Fuerteventura og Egypten samt fastholder de direkte flyvninger til Thailands største ø, Phuket.”

Relaterede artikler:

Spies med nye rejsemål fra Jylland

Turister vender tilbage til Tyrkiet

Tyrkiet skærper indrejsekrav