- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Støtte til nyt turistprojekt på den jyske vestkyst

Ringkøbing-Skjern Kommune har fået 900.000 kroner fra Realdania til lanceringen af initiativet ”Vestkysten viser Vejen” med fokus på at løfte kvaliteten af kystbyer langs den jyske vestkyst.

I alt omfatter det omfattende projekt Vestkysten viser Vejen 11 kommuner, tre regioner, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania.

Planen skal gøre kyststrækningen til en eftertragtet og samlet destination. For at støtte udviklingen har Realdania afsat 40 millioner kroner til Vestkysten viser Vejen. Formålet er at løfte kvaliteten af kystbyer og ikke-kommercielle attraktioner langs den jyske vestkyst.

Ringkøbing-Skjern Kommune og lokale aktører har i første omgang fået blåstemplet projektansøgninger til 900.000 kroner fra Realdania til Søndervig og Hvide Sande ”som kystbyer med særligt udviklingspotentiale” – og givet tilsagn om medfinansiering af udviklingsplaner.

”Dette har længe været på tegnebrættet og det bliver rigtig godt for området at få udarbejdet nogle udviklingsplaner i to af vores store feriebyer. Med udviklingsplanerne får vi sat en strategisk og udviklingsmæssig retning i begge byer som er i tråd med Byrådets, erhvervslivets og lokalbefolkningens ønsker,” siger viceborgmester Søren Elbæk i pressemeddelelse fra Ringkøbing-Skjern Kommune.

På vej med Lalandia Feriepark
Holder planerne åbner det tredje Lalandia i Danmark i 2022 ved Søndervig på den jyske vestkyst med et kæmpe badeland, knap 500 feriehuse og med tiden også et strandhotel med 200 værelser.

Direktør for Ringkøbing Fjord Turisme, Søren Lydig Kristensen, siger i pressemeddelelsen:

”Det er positivt for Ringkøbing-Skjern Kommune, at vi får udviklingsplaner for både Søndervig og Hvide Sande. I Søndervig er det presserende at få byen til at hænge sammen med Lalandia Feriepark, samtidig med at der laves en helhedsplan for, hvordan byens udseende og funktion løftes til et endnu højere niveau.

I Hvide Sande ser vi frem til at udvikle det store potentiale, byen har som helårsdestination med en spændende aktiv havn i centrum og unikke vandsportsaktiviteter ved hav og fjord,” siger turistdirektøren.

Hvide Sande – midt imellem Ringkøbing Fjord og Vesterhavet – er en helårs by og kystferiedestination, som samtidig huser en af landets store fiskerihavne.

Omvendt, hedder det i pressemeddelelsen, er Søndervig indbegrebet af den klassiske badeby ved Vesterhavet. Byen står over for at skulle betjene to store, nye attraktioner – Lalandia i Søndervig og Naturkraft i Ringkøbing.

Relaterede artikler:

Samarbejde skal øge vestkystturisme

Klar til Danmarks største Lalandia

Nye regnemetoder ændrer dansk turismestatistik