Holder planerne åbner det tredje Lalandia i Danmark i 2022 ved den jyske vestkyst med et kæmpe badeland, knap 500 feriehuse og med tiden også et strandhotel med 200 værelser.
Den vestjyske natur bliver en central del af konceptet for det nye Lalandia i Søndervig ved Ringkøbing – så modsat landets to nuværende Lalandia ferie- og badelande får det tredje ikke et sydlandsk tema.
Det fortalte Parken Sport & Entertainment, der ejer Lalandia, og partneren familien Hansen med den vestjyske idémand Keld Hansen og hans sønner, Thomas og Morten, på pressemøde i dag.
Partnere i det nye projekt ved den sønderjyske vestkyst var blandt andet repræsenteret af storaktionærerne i Parken Sport & Entertainment, Erik Skjærbæk og Lars Seier Christensen.
Lalandias administrerende direktør, Jan Harrit, der også er koncerndirektør i Parken Sport & Entertainment, sagde ved dagens pressemøde:
”Der bliver en helt ny Lalandia-oplevelse. Hvor vores nuværende centre er præget af et sydlandsk tema, bliver dette ved Søndervig inspireret af den vestjyske natur med klitter og råt terræn. Samtidigt har vi fokus på at integrere centret og de 483 planlagte feriehuse i områdets naturlige omgivelser.”
Det nye Lalandia i Søndervig bliver Lalandias hidtil største. De får en stor aquadome, legeland, restauranter, caféer og meget andet. De 483 feriehuse kommer i fase 1, i anden del skal der opføres et badehotel med cirka 200 værelser.
Horribel lang ventetid
En af storaktionærerne i Parken Sport & Entertainment, Erik Skjærbæk, var ikke imponeret over, hvor lang tid det har taget at få byggetilladelsen til Lalandia Søndervig. Han sagde i dag til avisen Dagbladet Ringkøbing Skjern:
”Det er horribelt, at det skulle tage så lang tid at få tilladelse til at bygge her. Det er min påstand, at det aldrig ville være trukket så længe ud i København. Det handler om at skabe arbejdspladser og udvikling,” sagde han om ventetiden, inden en politisk aftale i december sidste år banede vejen for ferieparken.
Erik Skjærbæk er dog overbevist om, at det tredje danske Lalandia også bliver en gevinst for hele området. ”Der er 9.000 sommerhuse i området – med aquadome og masser af aktiviteter for børn bliver det virkelig attraktivt at komme her året rundt,” siger han til avisen.
Relaterede artikler: