- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor rejsekoncern ny kunde hos Europæiske Rejseforsikring

Med en årsomsætning på 1,6 milliarder kroner i 8 lande har stor rejsekoncern med hovedkvarter i Danmark lavet ny flerårig aftale med Europæiske ERV.

Med den nye aftale mellem Kilroy International, moderselskab for Kilroy-koncernen, og Europæiske ERV (Europæiske Rejseforsikring) har det største rejseforsikringsselskab i Danmark fået en af sine fem største kunder blandt rejsebureauer, siger Bjørn Cronquist, nordisk salgsdirektør i Europæiske ERV, til STANDBY.dk
Bjørn Cronquist ønsker ikke at oplyse, hvor lang tid kontrakten med Kilroy gælder eller hvor meget den betyder i omsætning for Europæiske ERV. ”Det er konfidentielt,” siger han.

Kilroy-koncernen skifter dermed fra Gouda Rejseforsikring, der har haft kontrakten med Kilroy i omkring ti år, oplyser Kilroys koncernchef, Claus H. Hejlesen, til STANDBY.dk

Den nye kontrakt mellem Europæiske ERV og Kilroy trådte i kraft fra starten af denne måned og omfatter Kilroy-koncernens salgsselskaber i Belgien, Danmark, Finland, Holland, Island, Norge, Polen og Sverige. Hertil kommer Kilroy Koncernens fire andre rejsebureauer, Benns, Jysk Rejsebureau, svenske Winberg Travel og selve Kilroy. Alene i Danmark er Horizons, der omfatter Jysk Rejsebureau og Kilroy, det næststørste leisurebureau med en omsætning i 2016 på 542 millioner kroner, ifølge seneste analyse fra Dansk Brancheanalyse.

”Vores nye kontrakt med Kilroy strækker sig over en anseelig årrække – Kilroy er blandt vores fem største kunder blandt rejsebureauer,” siger Bjørn Cronquist fra Europæiske ERV, der anslår at selskabet har 40-50 procent af markedet for rejseforsikringer i Danmark. I Danmark og Sverige omsætter ERV samlet for cirka en halv milliard kroner om året.

”Ikke revl og krat”
ERV sælger også sine rejseforsikringer via blandt andet omkring 100 af de største danske rejsebureauer, men også en række mindre; blandt ERV’s største kunder i Danmark er FDM Travel.

”Men der er grænser for hvor ”små” rejsebureauer, vi vil samarbejde med – vi tager ikke revl og krat, det kræver for megen energi. Når vi skal sælge vores rejseforsikringer gennem et rejsebureau skal vi træne salgspersonalet – det skal vi for eksempel nu med Kilroy i syv lande,” siger Bjørn Cronquist fra Europæiske ERV.

Kilroy Koncernen har navnlig fokus på salg af rejser til unge og yngre kunder. Statistikkerne viser, at mange unge og yngre rejsende ”glemmer” en rejseforsikring når de rejser ud i verden. At dets kunder har en rejseforsikring vægter Kilroy meget højt.

”En forbavsende stor del af navnlig de yngre, omkring 20 procent siger nogle undersøgelser, har ikke en rejseforsikring. Nogle tror de er dækket af for eksempel familiens indboforsikring, men nogle af disse omfatter for eksempel ikke rejser til USA – med mindre denne dækning tilkøbes,” siger Bjørn Cronquist fra ERV.

I selve pressemeddelelsen fra ERV siger Pernille Vaupel, produkt- salgsoptimeringsdirektør hos Kilroy International:
”Europæiske ERV forstår vores særlige forretningsbehov. Samtidig har ERV en dyb kompetence inden for rejseforsikring. Det er en fornøjelse at arbejde med en så erfaren partner, der kan hjælpe os med at finde løsninger på de forsikringsbehov, vores kunder i alle segmenter og markeder har behov for.”

I partnerskabet vil ERV og Kilroy også samarbejde om at udvikle særlige forsikringsprodukter til grupperejser, hvor Kilroy fortsat forventer stor vækst.

Tyske ERV Group, som Europæiske ERV er en del af, har over 40 millioner kunder med rejseforsikring verden over.

Relaterede artikler:

Forsikringsselskaber dækker ved lockout og strejke

Europæiske Rejseforsikring i Norden får polsk direktør

Færre tegner rejseforsikring