- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stor turistvækst i Tyrkiet

Efter flere terrorangreb og et mislykket militærkup strømmer turisterne atter til Tyrkiet, der i årets fem første måneder havde 31 procent flere ankomster fra udlandet sammenlignet med sidste år.

Tyrkiet, der for eksempel er tredjestørste rejsemål for Danmarks største charterrejsebureau, Spies, havde i årets fem første måneder 11,5 millioner udenlandske ankomster. Det er en stigning på 30,8 procent i forhold til de samme måneder sidste år, hvor antallet var 8,8 millioner, oplyser landets ministerium for kultur og turisme.

Alene i maj var der 3,7 millioner udenlandske ankomster til Tyrkiet – en stigning på 16,2 procent sammenlignet med 2017. Totalt forventer Tyrkiet i år 40 millioner udenlandske turister.

Flest af de udenlandske ankomster skulle i årets fem første måneder til Tyrkiets største by, Istanbul, der havde 4,9 af de 11,5 millioner udenlandske ankomster. Herefter fulgte Antalya, en af Tyrkiets største destinationer ved Middelhavet, med 2,6 millioner ankomster fra udlandet.

Atter gode venner med Rusland
Fordelt på nationaliteter var der i årets fem første måneder flest ankomster fra Rusland, der igen er gode venner med Tyrkiet efter den tyrkiske nedskydning af et russisk jagerfly i 2015 i luftrummet mellem Tyrkiet og Syrien. Det fik de russiske myndigheder til at fraråde rejser til Tyrkiet.

I årets fem første måneder var der 1,4 millioner ankomster fra Rusland til Tyrkiet, en stigning på 12 procent i forhold til sidste år. Herefter fulgte en stigning fra Tyskland på 9,7 procent og fra Iran med 8,5 procent.

Det tyrkiske ministerium for kultur og turisme har prognoser der peger mod 50 millioner udenlandske turister i år 2023 og en turismeomsætning på 50 milliarder dollars – i år forventes de nævnte 40 millioner ankomster fra udlandet.

Tyrkiets indtjening fra turismen nåede sit foreløbige højdepunkt i 2014 med 34 milliarder dollars, men faldt drastisk i de følgende to år efter en række terrorangreb og et mislykket kupforsøg fik turisterne til at vælge alternative destinationer, for eksempel Spanien hvor mange spanske hoteller benyttede anledningen til at skrue op for priserne.
Sidste år blev turismeomsætningen i Tyrkiet på på 26,3 milliarder dollars, har det fra Tyrkiets Statistiske Institut (Turk Stat) tidligere oplyst.

Relaterede artikler:

Tyrkiet skærper indrejsekrav

Mest for pengene i Grækenland

Spies klar med rejser til næste sommer