- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Stor vækst på langruter i Københavns Lufthavn

Lufthavnen fik denne uge sin seneste langrute, da Cathay Pacific begyndte at flyve tre gange om ugen fra Hong Kong til København – en sæsonbetjent strækning frem til 26. oktober.

De næste interkontinentale ruter til Københavns Lufthavn kommer allerede 30. maj, når Star Alliance-medlemmet Air China åbner mellem Beijing og København med fire flyvninger om ugen – mens Royal Jordanian fra 3. juni vender tilbage til Københavns Lufthavn med rute fra Jordans hovedstad, Amman, tre gange om ugen.

”Der er ikke megen stigning på Europa-ruterne og nedgang på dansk indenrigs, mens vi ser flot vækst på de interkontinentale ruter,” siger Morten Tranberg Mortensen, chef for airlines salg og ruteudvikling i Københavns Lufthavn, til STANDBY.dk

Ifølge Københavns Lufthavn havde den sidste år 38 interkontinentale ruter mod for eksempel Helsinkis 29, 27 i Stockholm, 18 i Oslo og 12 i lufthavnen i Hamborg.

Efter København fik Cathay-ruten fra Hong Kong står nye langruter til Sydkoreas hovedstad, Seoul, ”og gerne flere destinationer i Indien samt på sigt en rute til Sydarika” højt på ønskesedlen i Københavns Lufthavn, siger Morten Tranberg Mortensen og tilføjer, at den nye Cathay-rute, fløjet med en Airbus A350-900, har plads til 24 tons luftfragt.

”Når man kigger på langruter er cargo et meget vigtigt element for flyselskaberne – deres indtjening på luftfragt udgør typisk 10-12 procent af rutens samlede økonomi,” siger luftfavnens direktør for ruteudvikling.

Boom på langruter
Mens passagerudviklingen på Europa-ruterne er gået lidt tilbage i årets første kvartal, er der i samme periode kommet ti procent flere rejsende på de interkontinentale ruter i Københavns Lufthavn. Dermed flyver lidt over hver 7. passager i lufthavnen i dag med langruterne.

Alene i marts, som er seneste måned med trafiktal fra lufthavnen, var der en vækst på de interkontinentale ruter med 20 procent flere passagerer sammenlignet med marts sidste år. Der var 309.000 rejsende på lufthavnens langruter i marts i år – det er 12 procent flere udbudte sæder end samme måned sidste år.

Selv om der har været ganske stille fra Air China, så forventer Københavns Lufthavn fortsat, at selskabet som bebudet fra 30. maj åbner mellem Beijing og København. Ruten, der bliver i konkurrence med SAS’ eksisterende fra København til Beijing, skal flyves med en Airbus A330-200 med 30 sæder på business class og 207 på economy.

Der bliver også nye ruter mellem København og Amman i Jordan; Norwegian vil betjene strækningen to gange om ugen fra 8. maj, og fra 3. juni starter Royal Jordanian med tre ugentlige flyvninger. Royal Jordanian fra Oneworld-alliancen vil trafikere ruten med et miks af Airbus A319, A320 og A321 med plads til mellem 110 og 167 passagerer fordelt på business og economy.

Stor vækst hos Air India, Norwegian og Qatar Airways
I september sidste år åbnede Air India på København med tre ugentlige flyvninger fra New Delhi. Det er åbenbart gået så godt, at Star Alliance-medlemmet næste uge, 11. maj, øger med endnu en ugentlig frekvens og dermed kommer op på fire. Ruten flyves med Boeing 787-8 Dreamliner, der har plads til 256 passagerer – 18 på business og 238 på economy.

Fra dette års vinterprogram øger Norwegian fra 29. oktober fra to til fire ugentlige flyvninger fra København til Bangkok.

Ligeledes skruer Qatar Airways kraftigt op mellem Doha og Københavns Lufthavn og tilbyder fra vinterkøreplanen 40 procent flere flysæder. Det sker ved at opgradere de i dag to daglige flyvninger fra de nuværende Boeing 787-8 Dreamlinere, der har 254 sæder – 22 på business og 232 på economy – til ligeledes to daglige afgange med Boeing 777-300ER. Den har i versionen til København plads til 358 passagerer, 42 i business og 316 på economy.

Relaterede artikler:

Norwegian øger i Københavns Lufthavn

Endnu et flyselskab skal have megajumboen

Flest direkte ruter fra Frankfurt