- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Stort fald i danske ankomster til Spanien

Der var færre danskere Spanien i årets første seks måneder end sidste år. Faldet skyldes navnlig 41 procent færre chartergæster efter navnlig Tyrkiet er kommet tilbage til ”normale tilstande.”

Der blev i første halvår af i år registreret 543.000 danske ankomster til Spanien. Det er mange, men også et markant fald på 19,3 procent sammenlignet med første halvår af 2018.

Faldet kom udelukkende på kontoen charterrejser. Der var i afrundede tal i årets seks første måneder 202.000 ankomster med charterarrangører fra Danmark – et fald på 41 procent sammenholdt med januar til juni sidste år. Omvendt steg antallet af rejsende fra Danmark, der selv havde booket deres rejse, i årets første halvår 3,2 procent til 340.000 ankomster til Spanien.

Det viser helt nye tal fra Spaniens svar på Danmarks Statistik, INE, Instituto Nacional de Estadística, Turespaña og det danske kontor for Den Spanske Stats Turistbureau.

Tyrkiet trækker atter chartergæster
Årsagen til det store fald af danske ankomster til Spanien, navnlig indenfor charterområdet, skal primært findes langt væk fra Spanien.

For populære charterdestinationer som ikke mindst Tyrkiet, men også Egypten og Tunesien, har i de seneste år haft store problemer med blandt andet politiske uroligheder og terrorangreb.

Derfor har mange charterarrangører i stedet tilbudt mange flere rejser til eksempelvis Spanien. Men efter Tyrkiet, Egypten og Tunesien atter er blevet mere stabile, er også chartergæsterne vendt tilbage – på bekostning af blandt andet Spanien.

De tre danske favoritter i Spanien
De tre spanske regioner med flest ankomster fra Danmark i første halvdel af i år var de Kanariske Øer med 167.000 danske ankomster, fulgt af den sydspanske region Andalusien med blandt andet Malaga med 126.000 mens Catalonien, regionen med ikke mindst Barcelona, havde 78.000 danske ankomster i årets seks første måneder, viser tallene fra INE, Turespaña og det danske kontor for Den Spanske Stats Turistbureau.

Ankomsttallene til disse tre regioner viser også fald i danske ankomster sammenlignet med sidste år. Der var 37 procent færre ankomster til Kanarieøerne, faldet var 21 procent for Andalusien og 15 procent for Catalonien.

De nye statiske tal fra Spanien viser også, at 342.000 af de danske overnatninger fra januar til juni i år blev foretaget af danskere der besøgte Spanien i fra fire til syv nætter.

Der var 89.000 danske overnatninger af rejsende som besøgte Spanien i mellem otte og 15 dage, mens den tredjestørste gruppe havde korte ophold på to til tre nætter, i alt 83.000 danske overnatninger på den konto i årets seks første måneder. Og der var 22.000 danskere med over 15 nætter i Spanien i årets første halvår, men blot 7.000 havde én overnatning.

I gennemsnit var danskerne i årets første halvår i Spanien i 7,3 dage; samlet brugte de 700 millioner euro, cirka 5,3 milliarder kroner, eller 156 euro om dagen i snit, viser de nyeste statistiske tal fra Spanien.

Relaterede artikler:

Færre nordiske turister besøgte Spanien

Stor forskel på færdselsbøder i Europa

Investor fra kendt TV-program køber feriebolig-firma