- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Tilbyder overnatninger i kæmpe vintønder

Portugisisk vingård klar med usædvanlig overnatningstilbud – ti enorme vintønder er blevet indrettet som komplette hotelværelser.

Ejerne af vingården Quinta da Pacheca i det nordlige Portugal har nu en noget unik overnatningsmulighed; i første omgang er ti kæmpestore vinfade omdannet til komplette hotelværelser med dobbeltseng og badeværelse, Wi-Fi og aircondition – inden i tønden. Udenfor er der blandt andet en privat terrasse ved hvert tønde-værelse.

Et kig ind i en af de enorme vintønder, der er indrettet med alle bekvemmeligheder. Pressefoto: Quinta da Pacheca.

Quinta’en ligger i vindistriktet omkring Douro-floden øst for storbyen Porto. Quinta da Pacheca-vingården er i nærheden af Peso da Régua, en af de kendte, smukke byer i denne vinproducerende region af Portugal.

Selve quinta’en har 15 mere ordinære hotelværelser i selve den gamle hovedbygning – disse værelser koster omkring 100 euro i døgnet, mens en overnatning i vintønderne står til over 250 euro. Det oplyses ikke, om der følger en flaske vin med i prisen…

Selve vingården med dens vindyrkning og olivenproduktion kan skrive sin oprindelse flere hundrede år tilbage i tiden, skriver Lonely Planet.Vingården Quinta da Pacheca tilbyder udover overnatning og bespisning i dets restaurant blandt andet også, naturligvis, vinsmagning, samt madlavningsskole, picnics, cykeludflugter, at gæsterne kan være med til at høste vindruerne og meget mere.

Stor dansk interesse for Portugal
Der var i 2017 rekord i danske overnatninger i Portugal. De 140.000 danske ankomster gav ifølge officielle tal 550.000 danske overnatninger. Men den officielle portugisiske overnatningsstatistik registrerer kun overnatninger på hoteller af en hvis størrelse og standard. Så tallet er reelt meget højere.

Men af de officielle tal fremgår det, at 40 procent af de danske overnatninger sidste år var på Madeira – det gør Atlanterhavsøen (og naboøen Porto Santo) til største destination i Portugal for danske overnatninger. Herefter følger hovedstaden Lissabon, Algarvekysten med Faro i det sydlige Portugal, øgruppen Azorerne og landets næststørste by, Porto.

Omkring 40 procent af de danske rejsende kom sidste år til Portugal med danske rejsearrangører, navnlig charterrejsebureauer som, nævnt alfabetisk, Apollo Rejser, Bravo Tours (der er suverænt størst på Azorerne), FolkeFerie.dk, Primo Tours, Spies, TUI og Århus Charter.

Blandt ikke-charterbureauer er de største danske operatører blandt andet Albatros Travel, FDM Travel, Gislev Rejser, Hideaways og Kulturrejser Europa.

Relaterede artikler:

Turistchef bliver nordisk turistdirektør

Flere danskere til Portugal

Spanien fortsat danskernes favorit som ferieland