- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TUI klar med kommunikationschef i Danmark

Danmarks næststørste charterrejsebureau har ansat 27-årige Mikkel Hansen som Communiations Manager på det danske marked.

Mikkel Hansen, der trods navnet ikke må forveksles med Danmarks bedste mandlige håndboldspiller, er blevet ansat hos TUI (det tidligere Star Tour) Danmark fra starten af denne måned, erfarer STANDBY.dk

Mikkel Hansen har en kandidatgrad i oplevelsesøkonomi og journalistik fra Århus Universitet – han er ny i rejsebranchen og kommer til TUI Danmark fra en stilling i Arla Foods, hvor han har arbejdet med intern og ekstern corporate kommunikation.

”Med Mikkel ombord har vi fundet et ambitiøst talent, som kan repræsentere vores globale varemærke på det danske marked,” siger Magnus Hüttenbered, nordisk kommunikationschef i TUI.

Som kommunikationschef for TUI i Danmark skal Mikkel Hansen udvikle og stå for charterrejsebureauets in- og eksterne kommunikation i Danmark. Han får også ansvaret for TUI’s pressesamarbejde ligesom han vil have ansvaret for projekter på tværs af de nordiske markeder – blandt andet med fokus på TUI’s bæredygtighedsindsats og digitale udvikling, oplyser TUI til STANDBY.dk

TUI søgte superstar
Dybest set skal Mikkel Hansen løfte arven efter Stig Elling, der i 2015 stoppede som daværende Star Tours salgsdirektør og top-kommunikatør. Stig Elling blev afløst af Nikolai Johnsen, der valgte at takke af sidste efterår. Siden har TUI i Danmark købt hjælp til presseopgaver fra PR-bureauet King Street PR.

For at finde den nye pressechef til TUI i Danmark indrykkede rejsebureauet tidligere i år annonce på nogle job-sites. Her stod blandt andet: ”Vi søger en kommunikationsmæssig superstar til vores nordiske kommunikationsteam.”

I jobannoncen stod blandt andet, at den kommende nye pressechef i Danmark skal levere nyheder til pressen, være talsperson og god til damage control, kommunikere internt samt både kunne agere på egen hånd og være en holdspiller i forhold til resten af TUI’s nordiske kommunikationsteam.

Relaterede artikler:

TUI søger superstar som ny pressechef i Danmark

TUI vil atter være størst i Danmark

Stort flyselskab lander ny pressechef

Kendt informationschef trapper ned