- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TUI søger superstar som ny pressechef i Danmark

”Vi søger en kommunikationsmæssig superstar,” skriver TUI i jobannonce. I dag får Spies hovedparten af omtalen af charterbranchen i de danske medier. Det vil TUI med sine store ambitioner i Danmark nu gøre noget ved.

TUI – det tidligere Star Tour – er på jagt efter en pressechef til rejsebureauet i Danmark.

I 2015 stoppede Star Tours salgsdirektør og top-kommunikatør, Stig Elling, og blev afløst af Nikolai Johnsen, der valgte at takke af sidste efterår. Siden har TUI i Danmark købt hjælp til presseopgaver fra PR-bureauet King Street PR. Men nu vil TUI, Danmarks næststørste charterbureau, atter have sin egen pressechef til det danske marked.

Der går nærmest ikke en dag uden en eller flere pressemeddelelser fra de fire store rejsebureauer på det danske chartermarked, Spies, TUI, Bravo Tours og Apollo. Charterbureauerne har i årevis forstået vigtigheden af at kommunikere og fortælle om nye produkter og destinationer. En opgørelse fra det mediebureau, Spies bruger i Danmark, viser at Spies har cirka halvdelen af presseomtalen i Danmark af den danske charterbranche – reelt dobbelt så meget som de to næststørste spillere i branchen, TUI og Bravo Tours.

Superstar søges
For at finde den nye pressechef til TUI i Danmark har rejsebureauet indrykket annonce på nogle job-sites. Her står blandt andet: ”Vi søger en kommunikationsmæssig superstar til vores nordiske kommunikationsteam.”

Den rette ansøger, der blandt andet tænkes at have en bachelor i kommunikation, marketing eller journalistik, skal have mindst tre års arbejdserfaring indenfor PR eller medier og gerne erfaring med digital PR og varemærke (brand) opbygning.

Herefter beskriver jobannoncen en lang række informationer om hvilke områder, den nye pressechef i Danmark skal tage sig. Vedkommende skal blandt andet levere nyheder til pressen, være talsperson og god til damage control, kommunikere internt samt både kunne agere på egen hånd og være en holdspiller i forhold til resten af TUI’s nordiske kommunikationsteam.

Klar med nordisk kommunikationschef
TUI netop ansat ny kommunikationschef og -manager for hele Norden – samt en ansvarlig for Sverige.

Den nye chef for hele Norden er Magnus Hüttenberend, der har base på TUI’s nordiske hovedkontor i Stockholm. Han kommer fra TUI-koncernens hovedkvarter i Hannover, hvor han siden 2015 har stået for digital kommunikation. TUI har også ansat Adam Györki som ansvarlig for virksomheds- og medarbejderkommunikation i Sverige – hentet fra netop PR-bureauet King Street PR, hvor han blandt andet har arbejdet med kunder som TUI.

Relaterede artikler:

TUI vil atter være størst i Danmark

Kendt informationschef trapper ned

Charterbureau vil øge brug af rutefly