- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Turistfirma ser niche trods destinationsselskab

Nystiftede GoRanders med blandt andet byens snart tidligere turistchef vil arbejde med incominggrupper, der måske ikke dækkes efter VisitRanders ved årsskiftet blev del af VisitAarhus.

Privatejede GoRanders kalder sig en professionel arrangør for incominggrupper med interesse for Randers-området. Firmaet vil tjene sine penge på at formidle kontakt mellem for eksempel møde- og event-arrangører og lokaler aktører i Randers.

”Dannelsen af de store danske destinationsselskaber afføder potentiale og behov for lokale incoming- virksomheder, der kan sælge lokale oplevelsesstilbud og sikre også små og mellemstore virksomheder – hoteller, attraktioner og så videre – en bid af kagen. GoRanders er etableret for at bringe Randers-produkter på markedet. Primært indenfor business-to-business, grupper samt blandt andet rejse- og mødearrangører.”

Det oplyser Anne-Mette Knattrup, direktør for GoRanders, til STANDBY.dk

De tre initiativtagere til GoRanders er den afgående turistchef gennem 20 år i Randers, Anne-Mette Knattrup. Hun bliver direktør for GoRanders, hvis to andre medstiftere er Peder V. Poulsen, direktør for Turistforeningen for Randers og Omegn, samt Christian Krogh, medejer af blandt andet Risskov Bilferie.

Firmaet mener at have fundet en niche efter kommunale VisitRanders ved årsskiftet kom ind under det voksende destinationsselskab VisitAarhus, der tæller mindst syv østjyske kommuner.

Provision skal øge omsætning
”Randers’ turistforening er med GoRanders klar med et nyt lokalt samarbejde, der skal sikre øget omsætning til den enkelte virksomhed (hotel, restaurant, attraktion og så videre, red) i kølvandet på den øgede turismesatsning (at VisitRandes nu er med i VisitAarhus, red),” hedder det i pressemeddelelse fra GoRanders fra det tilføjes:

”Den massive internationale markedsføring, der nu lanceres for det østjyske område (via VisitAarhus, red), giver mulighed for øget turisme i Randers. Den udfordring skal vi være klar til at tage imod og få mest mulig omsætning til Randers. Der er behov for målrettede salgsinitiativer for Randers, udover hvad den enkelte virksomhed kan præstere.”

GoRanders skal ikke konkurrere med VisitAarhus
Til STANDBY.dks spørgsmål, om konceptet for GoRanders ikke vil være i konkurrence med VisitAarhus, der skal markedsføre hele regionen med blandt andet Randers, siger Anne-Mette Knattrup:

”Nej, vi har gjort os megen umage med, at det ikke handler om det. GoRanders skal ikke konkurrere med VisitAarhus. Vi tager det derfra, hvor destinationsselskaberne ikke mere kan være med.

Nu kommer der jo sikkert en hel masse nye gæster til Randers-området, det er jo målet med at VisitRanders kom med i VisitAarhus – og så er det jo meget vigtigt, at der er nogen til at tage hånd om Randers-virksomheder som hoteller, restauranter, attraktioner, campingpladser og så videre, så de får en del af kagen.”

Ville dét ikke komme via VisitAarhus og deres arbejde?
”VisitAarhys er jo meget optaget af international markedsføring ligesom de har gæsteservice med digital information.

De gæster, GoRanders vil repræsentere, er primært grupper, de er ikke særlig digitale og sætter pris på, at der er nogle, de kan spørge og som kan hjælpe dem. Hvis man øger fokus på det proaktive er det vores rationale, at så kommer der også mere salg ud af det.

Vi lægger op til tæt samarbejde med VisitAarhus – de roller er afklaret. Så dette sker i god forståelse med VisitAarhus.”

Koncept kan eksporteres til andre “oversete”
Er dette et koncept, I kunne bringe ud til andre dele af landet, til andre lokale turistforeninger, der måske føler overset i et stort nyt destinationsselskab?

Det kommer an på forhistorien de forskellige steder. For os i Randers er det en naturlig fortsættelse af den måde, vi som turistforening har arbejdet,” siger Anne-Mette Knattrup.

Relaterede artikler:

Stadig flere kommuner med i et destinationsselskab

VisitAarhus bliver endnu større

Turister i Danmark sætter igen overnatningsrekord