De danske destinationsselskaber er ved at blive komprimeret fra de nuværende omkring 80 til de forventede omkring 18, der skal være på plads med udgangen af næste år. Her er det fra Baadfarten ved Lyngby Sø, Bagsværd Sø, Furesøen og Vejlesø nord for København. Foto: Strömma Danmark.

Stadig flere kommuner med i et destinationsselskab

88 af Danmarks 98 kommuner er i dag i et såkaldt destinationsselskab – der har været cirka 80. Tallet skal inden udgangen af 2020 være nedbragt til formentlig 18.

For første gang er der samlet en liste over de 98 danske kommuner og deres placering i de såkaldte destinationsselskaber, en såkaldt Destinationsmonitor.

Destinationsmonitoren fra VisitDenmark blev oplyst i forbindelse med at Erhvervsministeriet mandag offentliggjorde sin ”Statusanalysen af turismens udvikling og konkurrenceevne 2019.”

Reduceringerne fra de hidtidige cirka 80 regionale destinationsselskaber – eller turistkontorer – til formentlig omkring 18 tværkommunale selskaber sker på baggrund af Lov om Erhvervsfremme.

Loven, der blev vedtaget i Folketinget i december sidste år, siger blandt andet, at inden udgangen af næste år skal antallet af destinationsselskaber i Danmark komprimeres til de omkring 18 – hvis de skal have udbetalt offentlige ydelser. Destinationsselskaberne modtager årligt skønsmæssigt cirka 680 millioner årlige kroner fra statslige og kommunale midler.

Men der er intet præcist tal for dette, sagde Jens Müller, formand for foreningen Danske Destinationer (der tæller 14 af de 18 destinationsselskaber, red), for nylig til STANDBY.dk

Og, skriver VisitDenmark i omtalen af sin Destinationsmonitor, så er den også udarbejdet for at give ”et samlet overblik over antal overnatninger og omsætning i de 18 kommende destinationsselskaber.”

VisitDenmark tilføjer, at ”Destinationsmonitoren viser status for de destinationsselskaber, der er under dannelse i den offentlig turismefremmeindsats eller allerede er etablerede.”

Videre hedder det: ”Kommunerne har frem til udgangen af 2020 til at danne destinationsselskaber, og der er således tale om et øjebliksbillede baseret på eksisterende selskaber og ansøgninger til destinationsudviklingspuljen under Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Billedet vil kunne ændre sig i den kommende tid,” understreger VisitDenmark.

Wonderful Copenhagen er størst i antal medlemmer
Destinationsmonitoren gennemgår de nuværende 18 danske destinationsselskaber.

Størst i antal medlemmer er København – samlet i Wonderful Copenhagen. WoCo tæller kommunerne København, Frederiksberg, Dragør, Tårnby, Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Frederikssund, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre, Vallensbæk, Allerød, Egedal, Furesø, Hørsholm og Rudersdal.

De øvrige destinationsselskaber er, i den rækkefølge de præsenteres af VisitDenmarks Destinationsmonitor:

Destination Vesterhavet: med kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern.

Den Nordjyske Vestkyst: Hjørring, Holstebro, Jammerbugt, Lemvig og Thisted kommuner.

VisitAarhus: Aarhus, Syddjurs, Norddjurs, Silkeborg, Skanderborg, Viborg og Randers kommuner.

Destination Trekantområdet: Billund, Fredericia, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle kommuner.

Destination Fyn: Odense, Nyborg, Assens, Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Kerteminde, Nordfyn, Ærø og Langeland kommuner.

Destination Sydvestjylland: Esbjerg, Fanø og Tønder kommuner.

Destination North Denmark: Brønderslev, Frederikshavn, Læsø og Aalborg kommuner.

Destination Sønderjylland: Haderslev, Aabenraa og Sønderborg kommuner.

Visit Lolland-Falster: Guldborgsund og Lolland kommuner.

Destination Bornholm: Bornholm kommune.

VisitNordsjælland: Fredensborg, Helsingør, Hillerød, Gribskov og Halsnæs kommuner.

Destination Vestkyst Sjælland: Kalundborg, Odsherred, Slagelse og Sorø kommuner.

VisitSydsjælland-Møn Faxe: Næstved, Stevns og Vordingborg kommuner.

Destination Himmerland: Mariagerfjord og Vesthimmerland kommuner.

Kystlandet: Horsens, Odder og Hedensted kommuner.

Destination Limfjorden: Morsø, Struer og Skive kommuner.

VisitHerning: Herning og Ikast-Brande kommuner.

Disse er ikke med i noget fællesskab
De ti kommuner, der endnu ikke er ombord i et eksisterende eller måske kommende destinationsselskab, er ifølge VisitDenmarks Destinationsmonitor disse:

Roskilde, Holbæk, Køge, Ringsted, Samsø, Lejre, Greve, Favrskov, Solrød og Rebild.

Relaterede artikler:

Brancheforening i dansk turisme bliver større

”Destinationsselskaber handler også om ledelsesansvar”

VisitAarhus bliver endnu større