- STANDBY.DK - https://standby.dk -

TV-program viser Danmark set fra oven

National Geographic har været i Danmark med sine droner til endnu en episode af den flotte TV-serie om Europa set ovenfra. TV-programmet fra Danmark kommer vidt omkring, loves der.

Har man National Geographic i TV-pakken, er der formentlig grund til at kigge med den 28. august klokken 21. Her tager det berømte varemærke med sine mange fantastiske naturprogrammer hul på fjerde sæson af Europa Set Ovenfra.

Der er seks programmer i denne sæson af “Europe from Above” – og der lægges ud med Danmark, set fra oven med droner.

National Geographic tager seerne med på en eksklusiv tur rundt i Danmark med blandt andet lokal kultur og historiske landmærker. Det skriver National Geographic i en pressemeddelelse forud for premieren på afsnittet om Danmark og de fem andre europæiske lande, der besøges i denne sæson.

I det danske afsnit tur er der droneoptagelser fra Bornholms gyldne rapsmarker, Aalborgs moderne gadekunst med kæmpe malerier på siden af flere bygninger, der forvandler byen til et levende kunstgalleri, mens seerne på Læsø får indsigt i det traditionelle stråtag, og på Lolland er der fokus på den kommende Femern-tunnel mellem Danmark og Tyskland. Når tunnelen står klar i formentlig 2029, efter de nuværende planer, bliver den verdens længste tunnel.

Vagtskifte på Amalienborg
National Geographic har også fået tilladelse til at lave optagelser ved Kronborg Slot ved Helsingør, fra vagtskiftet ved Amalienborg og ved skibakken for vintersportsentusiaster Copenhill på forbrændingsanlægget på Amager.

National Geographic har også besøgt Legoland i Billund og viser her, hvordan medarbejderne hos Legoland har bygget et miniaturesamfund fyldt med nationens mest ikoniske vartegn.

Fem andre lande
Udover Danmark besøger fjerde sæson af rundturen i Europa også Skotland, Rumænien, Bulgarien, Belgien og Serbien.

Et af de skotske bidrag til programserien er et besøg på den verdensberømte golfbane St. Andrews. I afsnit tre, om Serbien, besøges blandt andet hovedstaden Beograd, hvor ingeniører transformerer hovedstadens havnefront med nye skyskrabere.

Afsnit fire handler om Belgien. Her kan man for eksempel følge vinduespudsere, der hænger i reb, mens de vasker vinduerne på Bruxelles science fiction-lignende museum Atomium. Afsnit fem er om Bulgarien – her følger programmet et hold af bygningsrestauratører, der redder Bulgariens mest kendte og samtidig forladte bygning – et vartegn fra kommunisttiden. Der rundes af i Rumænien, hvor afsnit seks for eksempel viser restaureringen af et traditionelt trætag på en kirke i Karpaterbjergene.

Relaterede artikler:

Rooftopbar i Aarhus kåret til Europas bedste

“Touren gav Danmark enestående medieomtale”

Anders And kommer til Midtjylland