- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Tysk besøgsboom til Bornholm

Antallet af tyske gæster til Bornholm fra september til og med december 2018 mellem Rønne og Sassnitz er næsten femdoblet i forhold til året før.

Det oplyser Molslinjen, der i september sidste år overtog de tre færgeruter til Bornholm, fra Ystad i Sverige, fra Køge og nordtyske Sassnitz. Molslinjen sejler de tre ruter under navnet Bornholmslinjen.

Bornholmslinjen skulle som led i at vinde kontrakten med ruterne til Rønne blandt andet forpligtige sig til at sejle hele året mellem Sassnitz og Rønne – et ønske fra turistorganisationen Destination Bornholm for at holde Bornholm åben hele året på denne rute.

Og de tre sidste måneder af 2018 – Bornholmslinjens første – peger positivt i den rigtige retning, konstaterer Destination Bornholm og Bornholmslinjen i en fælles pressemeddelelsen.

Samlet i de tre sidste måneder af 2018 var der tæt på 25.000 passagerer på ruten mellem Rønne og Sassnitz. I de samme måneder i 2017 var tallet lidt over 5.000 passagerer.

”Samtidig kan vi se, at den første uge af 2019 har været rigtig god. Det betyder formentlig, at en del tyskere har holdt nytår på Bornholm”, siger Bornholmslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.

Til Bornholm for 19 euro
Bornholmslinjen og Destination Bornholm har i fællesskab lanceret en kampagne i Tyskland, hvor en del af billetterne har kostet 19 euro. Den kampagne ser ud til at have en god effekt, vurderer administrerende direktør for Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph:

”Vi får positive tilbagemeldinger fra flere overnatningssteder på Bornholm, som melder om fremgang i overnatningerne henover vintermånederne. Det understøtter, at helårssejlads og markedsføring af den nye mulighed for at sejle direkte har stor betydning for Bornholms turisme og dermed for hele øen i forhold til jobs og omsætning,” siger hun.

Kampagnen med de billige billetter på turen mellem Rønne og Sassnitz fortsætter til 31. marts.

Fra 400 til 720 passagerer
Molslinjen fik sidste år leveret nybygningen Hammershus fra Rauma-værftet i Finland. Hammershus skal med en daglig sejlads i begge retninger betjene Rønne fra såvel Køge som Sassnitz.

Da Hammershus blev bestilt var det meningen at færgen skulle kunne medtage op til 400 passagerer. Men tilbagemeldingerne fra Destination Bornholm om tysklandsrutens potentiale fik flere gange færgens design ændret, så der nu er plads til 720 passagerer.

Og at ruten mellem Tyskland og Bornholm sejles hele året vil i forhold til tidligere give 210 flere afgange om året og en ekstra passagerkapacitet på næsten 200.000 gæster plus køretøjer.

Relaterede artikler:

Færgeselskab bliver hovedsponsor for Folkemødet

Avisredaktør skælder ud på Molslinjen

Molslinjen bliver endnu større