- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Uenighed om årsag til lukning af rejsebureau

Direktøren for nu lukkede Horisont Rejser afviser at økonomiske problemer var årsagen. Men i bureauets seneste regnskab står, at halvdelen af kapitalen er tabt og selskabet forventes afviklet.

Horisont Rejser fra København havde eksisteret i over ti år og blandt andet tilbudt kulturrejser. Men rejsebureauet havde det ikke godt økonomisk, hvorfor driften for nylig blev opgivet.

I stedet overtog jyske Viktors Farmor, der har rejser til en række af de samme destinationer som Horisont Rejser. Viktors Farmor tilbød de cirka 80 kunder, der havde bestilt rejser med Horisont Rejser til afgang det kommende efterår, at de kunne komme afsted med Viktors Farmor.

Den historie bragte STANDBY.dk tidligere i denne måned. Artiklen udløste følgende kommentar på vores hjemmeside, underskrevet med navn af Peter Frederiksen, administrerende direktør for Horisont Rejser. Her skrev Peter Frederiksen blandt andet:

”Som tidligere direktør for Horisont Rejser vil jeg gerne knytte en kommentar til salget af aktiver til Viktors Farmor. Horisont Rejser lukkede ikke pga. økonomiske vanskeligheder (så havde det været nemmere og billigere at begære selskabet konkurs), men fordi jeg som direktør sagde mit job op efter uenighed i ejerkredsen. Uden mig var der ikke noget Horisont Rejser og derfor valgte bestyrelsen at sælge aktiver til Viktors Farmor.

Jeg ser med stolthed tilbage, fordi jeg i al beskedenhed har sat mit fingeraftryk på branchen med anderledes rejser, der forsøgte at højne vidensniveauet på kulturrejser. Jeg har vel lavet over 500 rejser med så prominente kulturpersonligheder som (blandt andre, forkortet af redaktionen) Jens Nauntofte, Klaus Rifbjerg, Ib Michael og Mogens Lykketoft og mange, mange andre som rejseledere.

Det har været en sjov tid og jeg ved at rigtig mange gæster har elsket vores rejser. Det er jeg stolt af. Men alt har sin tid og Horisont Rejser gjorde sit,” skrev Peter Frederiksen blandt andet og tilføjede:

”Og fremtiden. Hvad det bliver, må tiden vise, men selvfølgelig vil formidling og forfatterskab spille en rolle, om der så er muligheder i rejsebranchen, det må vise sig.”

Besvarer ikke henvendelser
STANDBY.dk har i over en uge forgæves prøvet via mail og telefon at komme i kontakt med Peter Frederiksen.

Vi ville gerne have hørt om hans eventuelle fremtidsplaner i rejsebranchen – samt om økonomien i Horisont Rejser. I sin kommentar skriver Peter Frederiksen, at rejsebureauet ikke lukkede ”pga. økonomiske vanskeligheder.”

Men det passer ikke med seneste årsrapport fra Horisont Rejser, der er frit tilgængelig. Årsrapporten for Horisont Rejser blev den 20. april i år ”indstillet til generalforsamlingens godkendelse” af direktion: Peter Frederiksen og bestyrelse: Peter Daugaard og Peter Frederiksen.

I ledelsesberetningen for Horisont Rejser står blandt andet: ”Selskabet (Horisont Rejser, red) har tabt mere end halvdelen af sin virksomhedskapital. Selskabet forventes afviklet inden for de næste år.

Årets resultat (minus 476.391 kroner, red) udviser et resultat, som anses for utilfredsstillende. Der konstateres et vigende salg på vitale destinationer, der er forsøgt opvejet med introduktion af nye markedsområder. For kommende år forventes et negativt resultat,” står der blandt andet i ledelsesberetningen fra Horisont Rejses generalforsamling i april i år.

Tallene lyver ikke
STANDBY.dk har også været i kontakt med det andet bestyrelsesmedlem i Horisont Rejser, Peter Daugaard, der siger ”tallene lyver ikke, der er en grund til, at jeg har klappet kassen i.” Eller ønsker Peter Daugaard ikke at udtale sig i sagen.

Af tallene fra seneste regnskab for Horisont Rejser fremgår det også, at rejsebureauet ved generalforsamlingen i april havde en negativ egenkapital på 2.393.712 kroner mod et minus på 1.917.321 for egenkapitalen i regnskabsåret 2016, altså en forværring på næsten en halv million kroner.

”Skamplet på danske rejsebureauers erhvervsmoral”
En STANDBY.dk-læser, der også har reageret på lukningen af Horisont Rejser er Peter Kauffeldt, der har været rejseleder hos Horisont Rejser. Han er blandt andet utilfreds med, at Horisont Rejser ikke har betalt sin regning til et hotel i syditalienske Paestum, Hotel Poseidonia Mare, der så sent som i april i år havde 22 overnattende gæster fra Horisont Rejser.

Peter Kauffeldt har mange synspunkter om Horisont Rejser, men ønsker kun at blive citeret for følgende:

”Horisont Rejsers ansvarshavende ledelse, bestående af bureauets eksdirektør, Peter Frederiksen, og bestyrelsesformand Peter Søby Daugaard Svendsen, har i min optik været en skamplet på danske rejsebureauers erhvervsmoral, ved deres månedlange uetiske undladelse af blandt andet betaling for 22 Horisont gæsters aftalte ophold på rundrejse-hotellet i Paestum den 17. april 2018, som var kontraheret helt tilbage i september 2017!  Og denne sag er kun toppen af isbjerget.”

Relaterede artikler:

Dansk rejsebureau giver op

Rejsebureauer i citat-krig

Specielle rejsemål giver stor vækst