- STANDBY.DK - https://standby.dk -

UNWTO: Verdens turisme nede med 65 procent

I årets første halvår faldt den globale turisme i gennemsnit 65 procent, viser ny rapport fra FN’s turismeagentur. Faldet i turismeomsætningen er fem gange større end under finanskrisen.

Alene i juni i år var international turisme, hvor en turist rejser fra sit eget land til mindst et andet, nede med 93 procent på verdensplan. En række lande har dog fået en opgang i indenrigs-turisme.

Det viser nye tal fra FN’s turismeagentur, UNWTO, United Nations World Tourism Organization, der tilføjer, at i dette års seks første måneder faldt den gennemsnitlige internationale turisme 65 procent sammenlignet med samme tid sidste år. UNWTO frygter, at tallet ved udgangen af i år er steget til 70 procent. Det betyder i antal rejsende 440 millioner færre internationale turister i forhold til 2019.

I marts i år, da coronakrisen for alvor begyndte at vise sig, forudså UNWTO, at faldet i den internationale turisme i år blot ville blive 30 procent. Nu er tallet mere end fordoblet.

UNWTO’s nyeste opdatering af sit World Tourism Barometer viser også, at tabet i international turisme fra januar til juni i år svarer til en nedgang på 460 milliarder dollars. Det er fem gange mere end blandt andet turismens seneste store globale krise, finanskrisen for ti år siden, oplyser UNWTO.

Asien er værst ramt, fulgt af Europa
Der er nogle lyspunkter i rapporten fra UNWTO. Der står blandt andet, at indenfor de seneste uger er en række lande begyndt at åbne op for at modtage flere internationale turister.

I starten af denne måned, september, har 53 procent af verdens destinationer ifølge UNWTO på den ene eller andet måde lempet deres indrejserestriktioner. UNWTO opfordrer landenes regeringer og den private turismeindustri til at samarbejde om yderligere genåbninger, hvor det er sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

“World Tourism Barometer viser den store påvirkning coronapandemien har på turismen, et område der giver arbejde til millioner af mennesker verden over,” siger UNWTO’s generalsekretær, Zurab Pololikashvili fra Georgien, i en pressemeddelelse fra UNWTO’s hovedkvarter i Madrid og tilføjer optimistisk:

“Men sikre og ansvarlige internationale rejser er nu muligt i mange dele af verden, og det er altafgørende, at regeringer og offentlige myndigheder arbejder sammen med den private turismesektor for igen at få gang i den internationale turisme.”

Ifølge den nye opgørelse fra UNWTO har taget Asien taget den største tilbagegang i faldet af internationale turister i årets første seks måneder med en nedgang på 72 procent. Herefter fulgte Europa med et dyk på 66 procent, mens det amerikanske kontinent så et fald på 55 procent i internationale turister.

Relaterede artikler:

Nu fraråder Danmark rejser til 19 europæiske lande

FN’s turistorganisation: 30 pct. færre ankomster i år

Danskerne skiftede flyrejsen ud med bilferie