- STANDBY.DK - https://standby.dk -

USA-lufthavne screener for ny SARS-agtig virus

Den SARS-lignende kinesiske Wuhan-lungebetændelse får nu flere lufthavne i USA til at screene passagerer, der ankommer direkte fra Wuhan i Kina. Der er fire direkte ruter fra Wuhan til Europa.

Alene til Europa er der ifølge hjemmesiden Flightconnections.com fire direkte ruter fra den kinesiske millionby Wuhan. Air France flyver fra Wuhan til Paris, mens et andet Skyteam-medlem, China Southern, har forbindelser til Moskva (SVO), London Heathrow og Rom (Fiumicino).

Amerikanske medier skriver, at – hvad der svarer til det danske SSI, Statens Serum Institut – CDC, Centers for Disease Control and Prevention, i foreløbig tre lufthavnene i fredags påbegyndte screening af passagerer, der ankommer med direkte fly fra Wuhan til San Francisco, New York (JFK) og Los Angeles.

Wuhan-lungebetændelsen en såkaldt coronavirus, nCoV. med SARS-lignende symptomer, har allerede kostet mindst tre dødsfald og der er rapporteret over 200 smittede i Asien, skriver BBC. Det vurderes at over 1.700 foreløbig er smittet.

De bekræftede tilfælde af Wuhan-lungebetændelsen er udover Kina i blandt andet Japan, Hong Kong, Singapore, Sydkorea og Thailand.

CNN skrev forleden, at Verdenssundhedsorganisationen, WHO, World Health Organization, under FN oplyser, at der er symptomer i forbindelse med Wuhan-lungebetændelsen der kan minde om den dødelige SARS-virus, Severe Acute Respiratory Syndrome.

Mellem 2002-03 hærgede en omfattende SARS-epidemi, der smittede over 8.000 mennesker på verdensplan og forårsagede 774 registrerede dødsfald i 37 lande i og uden for Asien.

WHO rådgiver mennesker til at undgå ”ubeskyttet” kontakt med dyr, at for eksempel kød gennemsteges ligesom man i risikoområder bør undgå nærkontakt med mennesker med symptomer på forkølelse eller influenza.

Flere symptomer
Statens Serum Institut skriver blandt andet på sin hjemmeside om den nye virus fra Wuhan: ”De smittede har haft symptomer på lungebetændelse såsom feber, besværet vejrtrækning og radiologiske tegn på lungebetændelse.

“Man har haft nære kontakter til de smittede under observation, men der har ikke været nye tilfælde blandt dem. På samme måde er der ikke noget sundhedspersonale, der er blevet smittet. Derfor tyder intet på, at den nye virus kan smitte fra menneske til menneske”, siger afdelingslæge Peter H. Andersen fra Statens Serum Institut på SSI.dk’s hjemmeside.

SSI tilføjer, at de smittede også blev testet for blandt andet SARS, men disse prøver var negative.

I slutningen af denne måned fejres det kinesiske nytår. Det vil betyde stor rejseaktivitet i Kina både lokalt og internationalt. Man regner derfor med, at det vil øge sandsynligheden for, at der opstår lokalt smittede af den nye coronavirus andre steder i blandt andet Kina, oplyser SSI.dk og tilføjer:

Det europæiske center for sygdomsforebyggelse og –kontrol (ECDC) vurderer dog, at der kun er lav risiko for, at der vil være nCoV-tilfælde blandt rejsende til Europa og smittespredning med den nye coronavirus i Europa.

Relaterede artikler:

Frygter ny virus der kan minde om SARS

Analyse af største faremomenter ved rejser i år

Flere lande i Asien plages af dengue-epidemi