- STANDBY.dk - https://standby.dk -

USA stiller nye sikkerhedskrav til flyselskaber

De amerikanske luftfartsmyndigheder, TSA (Transportation Security Administration) har netop skærpet kravene om yderligere sikkerhed for luftfragt fløjet med de seks flyselskaber til USA.

De nye krav er stillet til EgyptAir ud af Cairo, til Royal Jordanian på flyvninger fra den jordanske hovedstad, Amman, til Saudia (der tidligere hed Saudi Arabian Airlines) ud af de to saudiske byer Jiddah og Riyadh, til Qatar Airways på flyvninger fra Doha, til Emirates ud af Dubai samt til Etihad Airways på flyvninger fra Abu Dhabi til USA.

TSA kræver nu, at de seks flyselskaber skal tilpasse sig programmet Air Cargo Advance Screening (ACAS). ACAS er et frivilligt program for flyselskaber med luftfragt til USA, men nu oplyser TSA sammen med US Customs and Border Protection (CBP), at ACAS ikke længere er frivilligt men obligatorisk for de seks flyselskaber.

Amerikanske medier citerer TSA for, at de fem lande er valgt, fordi det findes beviseligt, at terrorister har hensigter om at angribe luftfart i disse lande.

”TSA kigger på trusselsbilleder fra hvert af disse lande, men ønsker ikke at gå i detaljer om konkrete trusler. Men efter at have analyseret tilgængelige efterretningsinformationer om truslerne, har TSA besluttet, at det er nødvendigt, at disse flyselskaber opfylder kravene i ACAS,” oplyser TSA.

Samme flyselskaber ramt af laptop-forbud
De seks flyselskaber, der nu skal opfylde ACAS-kravene, var sidste år i fire måneder ramt af USA’s forbud mod, at passagerer på flyvninger til USA havde større elektroniske apparater i deres håndbagage, for eksempel laptops.

Forbuddet kom som følge af amerikanske efterretninger om, at terrorister ville forsøge at smugle bomber ombord på fly mod USA gemt i elektroniske apparater.

Relaterede artikler:

USA taber udenlandske turister

International turisme på vej mod et rekordår

Flyselskaber vrede over ny amerikansk skattelov