USA vil tiltrække flere udenlandske besøgende.

USA taber udenlandske turister

Det er ikke præsident Trumps skyld, siger nystiftede Visit US Coalition, der vil trække flere turister til landet.

USA’s rejsebranche har skabt en ny interesseorganisation, Visit US Coalition. Baggrunden er, at kun USA og Tyrkiet som de største modtagere af udenlandske turister fortsætter med at tabe andele af besøgende.

Mens Visit US Coalition mener, at Tyrkiets tab på denne konto kan tilskrives en række terrorangreb, stiller det sig anderledes for USA. Derfor vil Visit US Coalition prøve at få tættere samarbejde med præsident Trumps administration for atter at tiltrække flere udenlandske ankomster, herunder turister.

Ifølge koalitionen begyndte tilbagegangen af udenlandske ankomster til USA allerede i 2015, altså før Trump var blevet valgt som præsident. Koalitionen understreger, at de ikke bebrejder Donald Trump for tilbagegangen; præsidenten er ellers blevet kritiseret af dele af den amerikanske rejseindustri for at skræmme udenlandske besøgende væk som følge af hans til tider aggressive udtalelser mod for eksempel borgere fra en række muslimske lande.

I stedet tilskriver Visit US Coalition nedgangen til faktorer som den stærke amerikanske dollar, at det er blevet sværere at få visum til USA og fremmarchen af blandt andet langruter med lavprisselskaber, der trækker turister til andre lande end USA. Koalitionen ønsker for eksempel, at det skal blive nemmere at få visum til USA, og at USA skal sende stærkere signaler om, at udenlandske turister er meget velkomne.

“Mange misforstår vores forhøjede sikkerhed i USA som et tegn på, at vi ikke er åbne for besøgende,” siger Geoff Freeman, koncernchef for American Gaming Association, der blandt andet repræsenterer kasinoer. ”USA kan sagtens være en destination, der byder sine udenlandske gæster velkommen samtidig med, at vi er et sikkert rejsemål,” tilføjer han.

Ifølge statistik fra Visit US Coalition faldt USA’s andel af internationale turister fra 13,6 til 11,9 procent mellem 2015 og 2017. USA var ifølge tallene sammen med Tyrkiet de to eneste lande af verdens 12 største modtagere af udenlandske turister med nedgang i ankomster mellem 2015 og sidste år.

7,4 millioner færre ankomster til USA
Bag Visit US Coalition står blandt andet US Travel Association, der for eksempel organiserer den årlige enorme fagmesse for rejsebranchen, International Pow Wow.

”USA sakker bagud,” siger Roger Dow, administrerende direktør for US Travel Association. Han siger, at faldet af udenlandske ankomster til USA i den nævnte periode svarer til 7,4 millioner færre besøgende fra hele verden. ”Det svarer til, at der ikke er blevet skabt 100.000 nye arbejdspladser i USA,” siger Roger Dow.

Og koncernchef for USA’s interesseorganisation for hoteller og andre overnatningssteder, American Hotel & Lodging Association, Katherine Lugar, tilføjer:

”USA har ikke råd til at tabe terræn til andre lande i kampen om internationale turister.” Ifølge hende bruger den gennemsnitlige oversøiske turist i USA 4.400 dollars under sit besøg. ”Færre besøgende betyder færre hotelovernatninger, færre besøg på restauranter, mindre shopping og færre gæster i vores attraktioner,” siger hun.

Ifølge US Travel Association er indtægter fra turister, inden- som udenlandske, blandt de ti største arbejdsgivere i 49 af USA’s 50 delstater.

 

Relaterede artikler:

USA mister udenlandske turister

Præsident Trump skader sine egne forretninger

Trump skuffer hotelgigant