LUFTFART: Flyselskaber fra lande, der ikke har en skatte-aftale med USA, skal betale firmaskat i USA, lyder nyt amerikansk lovforslag. Det har vakt vrede hos blandt andet de tre store flyselskaber fra den persiske golf.
Senatet i USA begynder snart behandlingen af den meget omtalte nye skattelovgivning. Den indebærer blandt andet, at udenlandske flyselskaber med mindst to ugentlige flyvninger til USA skal betale amerikanske selskabsskat, hvis flyselskaberne er fra lande, der ikke har en skatteaftale med USA.
Det nye forslag om amerikansk selskabsbeskatning møder stærk kritik fra blandt andet de såkaldte MEB3-selskaber (Middle East Big 3), Emirates, Etihad og Qatar Airways. MEB3-selskaberne mener, at en sådan lovændring vil reducere deres konkurrencefordele og styrke deres amerikanske konkurrenter.
Præsident Trumps slogan under valgkampen om ‘America first’ har også sneget sig ind i det nye skatteforslag – og de tre MEB3-selskabers lande har ikke eksisterende skatteaftaler med USA.
Ifølge Etihad Airways vil den nye skattelovgivning i USA styrke de tre store amerikanske flyselskaber, American, Delta og United, som MEB3-selskaberne delvist konkurrerer med på ruterne fra Mellemøsten til USA. ”Det amerikanske skatteforslag strider mod adskillige internationaler aftaler – og man kan frygte, at andre lande vil følge USA’s eksempel,” siger talsmand fra Etihad Airways til avisen Financial Times.
Sammenslutningen AACO (Arab Air Carriers Organisation), der består af 30 arabiske flyselskaber, herunder blandt andet Etihad Airways, bruger endnu stærkere sprog for at protestere mod lovforslaget.
Ulovlig statsstøtte
”At begynde at beskatte udenlandske flyselskaber hører hjemme i første halvdel af det forrige århundrede, ikke i vore dages globaliserede verden,” siger AACO’s generalsekretær og tilføjer: ”Vi har drøftet problematikken med International Air Transport Association (IATA), de Forenede Nationers organisation for civil luftfart (ICAO) samt en række regeringer.”
Der har længe været uenighed og til tider skænderier mellem MEB3-selskaberne og de tre store amerikanske flyselskaber, American, Delta Air Lines og United.
De amerikanske flyselskaber mener at MEB3-selskaberne overtræder den eksisterende Open Skies-aftale samt at flyselskaberne fra Mellemøsten modtager ulovlig statsstøtte fra deres hjemstater. Det gør dem i stand til, siger blandt andet de amerikanske flyselskaber, at sælge flybilletter billigere og dermed skaffe sig en konkurrencefordel.
Relaterede artikler:
Trump møder amerikanske flydirektører
Etihad-gruppen skifter koncernchef