- STANDBY.dk - https://standby.dk -

USA strammer regler for ESTA-ansøgninger

Med omgående virkning skal blandt andet danske statsborgere, der ønsker at rejse til USA, nu søge ESTA-godkendelse senest 72 timer før afgang – hidtil har der kunnet søges i nærmest real-time kort før flyafgang.

Det oplyser U.S. Customs and Border Protection, CBP, ifølge SAS’ hjemmeside med informationer til rejsebureau-agenter.

USA’s ambassade i København kunne fredag formiddag ikke oplyse STANDBY.dk om årsagen til ændringen, men henviste til U.S. Customs and Border Protection i USA.

ESTA – Electronic System for Travel Authorization – er den elektroniske forhåndsgodkendelse for rejser til USA, som blandt andet nordiske statsborgere skal have for at få adgang til USA. Prisen er 14 dollars og ESTA’en gælder i to år.

Normalt tager det få øjeblikke at modtage en ESTA-godkendelse, men de amerikanske myndigheder har uvist af hvilke årsager valgt at afskaffe real time-søgningen – og kræver nu i stedet at ESTA-ansøgningen er sendt senest 72 timer før afgang til USA.

Uden ESTA – eller visum til USA – kommer passagerer ikke med flyet til USA; skulle de ved en fejl komme med, vil de ofte blive afvist ved forsøg på indrejse i USA.

333.000 danske ankomster til USA
USA er største oversøiske destination for danske statsborgere; sidste år var der næsten 333.000 danske ankomster til USA. Til sammenligning har Thailand på andenpladsen cirka det halve antal danske ankomster.

Når først man som flypassager er landet i en amerikansk lufthavn, går det i dag ganske hurtigt med at komme gennem paskontrollen. USA har nemlig i nogle år haft sit såkaldte APC-program, Automated Passport Control, hvor også indehavere af en ESTA-godkendelse ved selvbetjeningsautomater i ankomstområdet før paskontrollen selv skal scanne deres pas, aflevere fingeraftryk og svare på nogle standard-spørgsmål. Herefter kan den ankommende passager med sin kvittering fra APC-automaten gå til pasbetjenten, som kontrollerer oplysningerne og derefter lukker dem ind.

På en gennemsnitsdag sidste år kontrollerede USA’s pasbetjente over 340.000 ankommende udenlandske flypassagerer og besætningsmedlemmer, står der på CBP’s hjemmeside.

U.S. Customs and Border Protection har i alt omkring 60.000 medarbejdere på to ben over hele landet, herunder landegrænserne til Mexico og Canada, samt i lufthavne – hertil kommer blandt andet 1.500 hunde og 375 heste.

Relaterede artikler:

En million amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn

Discover America fejrede Thanksgiving

Indenrigsflyvning på 8.200 kilometer