- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vellykket dansk-kinesisk turismeår

TURISME: Kina og Danmark har i 2017 haft et fælles turismeår, der skulle få flere turister til at rejse mellem de to lande. Tiltaget har været succesfuldt, lyder det fra den danske erhvervsminister.

TURISME: Kina og Danmark har i 2017 haft et fælles turismeår, der skulle få flere turister til at rejse mellem de to lande. Tiltaget har været succesfuldt, lyder det fra den danske erhvervsminister.

2017 har været et spændende år for turistsektoren i både Danmark og verdens folkerigeste land, Kina.

De to nationer indledte ved begyndelsen af året et dansk-kinesisk turismeår, hvor der ved en række arrangementer og initiativer skulle knyttes endnu tættere bånd mellem de to så geografisk og indbyggermæssige forskellige lande.

Det fælles turismeår blev i går formelt afsluttet ved en ceremoni på Det Kgl. Teater i København med deltagelse af blandt andre protektor for det dansk-kinesiske turismeår, H.K.H. Kronprinsen, og den danske erhvervsminister, Brian Mikkelsen.

Styrkede samarbejder
Turismeåret er et samarbejde mellem China National Tourism Administration, Erhvervsministeriet, Udenrigsministeriet samt VisitDenmark. Der har været fokus på at styrke samarbejdet imellem de to landes turismer, så danske og kinesiske turister i større grad ville besøge hinandens lande.

Kina har i samarbejdet med Danmark for første gang holdt et fælles turismeår med et medlem af EU. Og samarbejdet har været en overvejende succes, lyder det fra den danske lejr.

”Det dansk-kinesiske turismeår har været en meget vigtig platform til at markedsføre Danmark over for kineserne og udbygge samarbejdet mellem vores to lande. Der er etableret nye samarbejder, og de eksisterende er blevet styrket. Der er i den forbindelse blandt andet sat fokus på at få fortalt kineserne, hvad de som turister kan opleve i Danmark, og at Danmark er mere end København,” udtaler Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Vækst på 40 procent
Det er ambitionen, at turismeåret skal være med til at øge antallet af kinesiske overnatninger i Danmark med 40 procent fra 2016 til 2018. Herudover vil man øge kinesernes gennemsnitlige opholdslængde i Danmark fra cirka halvanden dag til to dage.

I 2017 har der kun været én procents vækst i antallet af kinesiske turisters overnatninger i Danmark, men den reelle effekt af turismeåret viser sig først senere.

“Effekten af dansk-kinesisk turismeår indtræder ikke allerede i morgen. Erfaringerne fra andre lande viser, at turismeåret tiltrækker flere turister til landet, men at effekten først viser sig efter et par år,” oplyser Erhvervsministeriet til standby.dk.

Nye visumregler
Der er blevet skabt nye og tættere samarbejder mellem myndighederne og virksomhederne i Danmark og Kina, og der er blandt andet indgået aftale med den kinesiske rejseportal Dianping.

Kinesiske turister har desuden fået lettere og hurtigere adgang til Danmark i kraft af nye visumregler, og så har Danmark fået solid omtale på det kinesiske marked i form af eksempelvis det populære kinesiske rejseprogram ‘Flowers on a Trip’, der har besøgt det danske kongerige.

På Det Kgl. Teaters Gamle Scene var der i går eftermiddag – ud over kronprisen og erhvervsministeren – også taler af blandt andre den kinesiske ambassadør til Danmark, Deng Ying. Danske Shotgun Revolution og det kinesiske Folk Orchestra of Heilongjiang Song and Dance Theatre stod for de musikalske indslag ved den store afslutningsceremoni i midten af København.

 

Relaterede artikler:

Danmark foran kinesisk turistboom

Stor konference om rejsende kinesere

Kinesiske turister vil København på egen hånd