- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Washington DC får anti-Trump hotel

Nyåbnede Eaton Hotel i USA’s forbundshovedstad Washington D.C. lanceres som verdens første aktivisthotel – delvist skabt i protest mod præsident Trump.

Ved natbordet på det 3-stjernede Eaton Hotel ligger FN’s menneskerettighedserklæring og ikke som normalt på mange amerikanske hoteller, en bibel i skuffen.

Eaton Hotel på K Street i Washington D.C. ligger tæt på blandt andet Det Hvide Hus og kun et par gader fra et hotel tilhørende kæden, som bærer præsident Donald Trumps navn.

Et af de 209-værelser på det 3-stjernede Eaton Hotel i Washington D.C. Foto: Eaton Hotel.

Washington D.C. har omkring 30.000 hotelværelser og Eaton Hotel med 209 værelser er allerede døbt ”anti-Trump hotellet,” skriver Politiken.dk – og den betegnelse, et ”anti-Trump-hotel,” har hotellets direktør og grundlægger, Katherine Lo, ikke spor imod. 

Hun siger til den britiske avis The Guardian, at ”hotellets koncept blev skabt i 2014, men efter præsidentvalget i 2016 (hvor Trump blev valgt som præsident) fik vores mission mere tyngde, og det, vi satte os for at gøre, blev endnu mere presserende.”

En del af overskuddet fra Eaton-hotellet skal gå til politiske og miljøvenlige initiativer, kunst og film. Hotellet har blandt andet en række mødelokaler, en biograf med plads til 50 personer og en tagterrasse.

Masser af aktiviteter
Eaton-hotellets skaber og direktør, 36-årige Katherine Lo, er datter af Hong Kong-milliardæren, i dollars, Lo Ka Shui, der har skabt sin formue via ejendomsinvesteringer og som i dag blandt andet ejer Langham-kæden med 20 luksushoteller verden over.

Katherine Lo har fået en fornem uddannelse på det amerikanske elite-universitet Yale i blandt andet filmkundskab – og havde planer om en karriere i Hong Kongs filmindustri, en af verdens største.

Men så gav hendes far hende en opgave. ”Han bad mig skabe et hotel-brand, der kunne være med til at ændre nærmest alt. Jeg siger ikke, at det er lykkedes med Eaton-hotellet, men min fars opgave var meget visionær,” siger Katherine Lo. Der planlægges flere Eaton-hoteller, blandt andet åbnes næste år to i henholdsvis San Francisco og Seattle – mens der allerede i år skulle komme et i Hong Kong.

Konceptet omkring boutique-hotellet Eaton omfatter også områder på hotellet, hvor der kan opleves alt fra mere anerkendte amerikanske præsidenter til masser af politiske protestsange. En fællesnævner for hotellets værdier er social retfærdighed, at være bæredygtigt – for eksempel er så mange materialer som muligt skabt af netop bæredygtige materialer som bøjler lavet af bambus, mens der i baren på tagterrassen serveres økologisk mad.

Ifølge US Travel Association er indtægter fra turister, inden- som udenlandske, blandt de ti største arbejdsgivere i 49 af USA’s 50 delstater.

Relaterede artikler:

En million amerikanske passagerer i Københavns Lufthavn

Rejsebranchen i USA kræver bedre vilkår

USA taber udenlandske turister