- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Weekendtur var skattepligtigt personalegode

Den jyske virksomhed havde allerede holdt sommerfest for alle medarbejdere med ledsagere og ligeledes julefrokost for alle medarbejdere og deres ledsagere.

Da firmaet også ville fratrække udgifter til en weekend i København for syv af medarbejderne med ægtefæller/ledsagere, et bestyrelsesmedlem og to hovedaktionærer med ledsagere, blev det afvist af SKAT.

Landsskatteretten har netop givet SKAT medhold i dets kendelse. Det skriver det store danske revisionsfirma Beierholm i sit seneste nyhedsbrev.

Mens udgifterne til sommerfest og julefrokost udgjorde cirka 600 kroner per deltager, kostede weekendturen i København fra fredag til søndag ifølge firmaet 4.243 per deltager. Og ifølge bilagene var aktiviteterne på turen primært bespisning og besøg på diskotek og pub samt hotelovernatninger.

I sin kendelse siger Landsskatteretten ifølge revisionsfirmaets nyhedsbrev, at selskabet havde betalt weekendturen til deltagerne som belønning for en god indsats. Retten anser derfor arrangementet for et skattepligtigt personalegode. Retten lægger vægt på følgende forhold:

Der deltager ægtefæller/ledsagere, som ikke er ansatte i selskabet; arrangementet er uden fagligt indhold; udgiftsniveauet adskiller sig fra traditionelle personalearrangementer; arrangementet har karakter af en individuel gave og udgiften overstiger bagatelgrænsen på 1.100 kroner, hvorfor det er indberetningspligt.

Revisionsfirmaet Beierholm skriver i sit nyhedsbrev om den konkrete kendelse:

”I forhold til weekendopholdet holder SKAT og Landsskatteretten fast i den restriktive praksis, der foreligger. Rejser betalt af arbejdsgiveren skal have en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens aktiviteter. Hvis der ikke er en forretningsmæssig begrundelse for ægtefællernes/ledsagernes deltagelse, indikerer dette yderligere, at det er en rejse med turistmæssig islæt og dermed skattepligt.”

Derfor skal udgifter til weekendudflugten beskattes som et skattepligtigt personalegode. Det har Landsskatteretten afgjort i afgørelse SKM 2018.279, skriver revisionsfirmaet.

Ingen beskatning på forretningsrejse
Revisionsfirmaet Beierholm gennemgår i sin omtale af kendelsen fra Landsskatteretten nogle af reglerne omkring forretningsrejser.

Der står blandt andet: ”Når en medarbejder rejser for sin arbejdsgiver, skal medarbejderen ikke beskattes, hvis der er tale om en forretningsrejse, som har en konkret og direkte sammenhæng med virksomhedens aktiviteter.

Herudover er studierejser/kurser skattefrie, hvis de primært tilgodeser arbejdsgiverens interesse, og rejsen har et overvejende fagligt indhold. Sondringen mellem skattefriheden og skattepligten er konkret, og det er arbejdsgiveren, som skal kunne sandsynliggøre, at et givent personalegode ikke er skattepligtigt.”

Relaterede artikler:

Skattekroner øger salg af rejser

Danske hoteller fastholder pres mod Airbnb

Højsæson øger omsætning på hoteller og restauranter