- STANDBY.DK - https://standby.dk -

WoCo fastholder pres på kommune mod nedskæring

Et relativt lille beløb på 2,4 millioner kroner har fået Københavns Kommune på kollisionskurs med Wonderful Copenhagen, der bakkes op af hoteller og Københavns Lufthavn.

Sidst på måneden skal borgmestrene i Københavns Kommune på budgetmøde blandt andet atter drøfte forslag om at fjerne det årlige tilskud fra kommunen på 2,4 millioner kroner til Wonderful Copenhagen. Pengene bruges til WoCo’s arbejde med til tiltrække internationale events til hovedstaden. De 2,4 millioner kroner vil ifølge WoCo halvere dets budget til at byde på internationale events på vegne af København.

Et flertal i Kultur- og Fritidsudvalget omkring kultur- og fritidsborgmester Niko Grünfeld fra Alternativet, ønsker at kommunen selv skal stå for at søge at skaffe disse events til hovedstaden – og dermed spare de 2,4 millioner kroner til WoCo.

Da STANDBY.dk skrev om emnet i juni, sagde koncernchef Allan L. Agerholm fra BC Hospitality Group, en af de største aktører i Københavns turisme med blandt andet Bella Center og de tre store københavnske hoteller, AC Bella Sky, Crown Plaza og Copenhagen Marriott, blandt andet til STANDBY.dk:

”Det er brandærgerligt at fjerne en investering som gennem årene har vist sig at give et meget fornuftigt pay back… Det virker ikke særlig fornuftigt, men spørgsmålet er også, om Wonderful Copenhagen og turismebranchen har været dygtig nok til at vise Kultur- og Fritidsudvalget, hvad vi alle sammen får ud af de investerede penge.”

I en pressemeddelelse i dag, tirsdag, meddelte Wonderful Copenhagen, at 53 aktører inden for Københavns møde-og kongresindustri har meldt ”sig i koret af kritikere, der er bekymrede over Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalgs beslutning. Underskriverne, der alle er en del af mødenetværket Meetingplace Wonderful Copenhagen, og blandt andet tæller Københavns Lufthavn, hoteller, venues og bureauer, har sendt fælles erklæring til borgmestrene i Københavns Kommune, hvor de beder om at få beslutningen omgjort.”

”Vi har et godt samarbejde med Wonderful Copenhagen, som har bidraget til at løfte København op blandt verdens 10 bedste byer til at arrangere sportevents. Samtidig er vi uforstående overfor, at man vil spare penge på noget, der genererer så meget omsætning som eventområdet,” siger Charlotte Mark, formand for Meetingplace Wonderful Copenhagen, i pressemeddelelsen.

Brevet til borgmestrene peger på den omsætning, internationale events giver København, der alene i 2017 genererede en turismemæssig omsætning i København på over 100 millioner kroner.

Beskæftigelse på spil
I brevet står blandt andet: ”Det er en stor millionforretning, og deraf afledt beskæftigelse, der er på spil for København, så vi opfordrer Københavns Kommune til at omgøre beslutningen… Det er ikke meningsgivende at ødelægge en succes.”

Medlem af bestyrelsen for Meetingplace, kommerciel direktør i Danmarks største hotelkæde, Scandic, Casper Puggaard, siger:

”Eventindsatsen er vigtig i forhold til at brande byen og i forhold til at sælge hotelværelser. I 2017 skabte internationale events en turismemæssig omsætning i København på estimeret over 100 millioner kroner. Wonderful Copenhagen har et unikt netværk og meget stor erfaring med at tiltrække disse events. Derfor opfordrer vi politikerne til at tænke sig godt om, før de kompromitterer en indsats, der er en kæmpe succes.”

Relaterede artikler:

København får kæmpekongres til 150 millioner kroner

Hård kritik af Københavns Kommune

Mangler 150 millioner offentlige turismekroner