- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Zleep Hotels åbner i Spanien

Zleep Hotels ejer, Deutsche Hospitality, er på vej med flere Zleep-hoteller i udlandet. I 2021 åbner det første i Spanien, Zleep Hotel Madrid Airport. Kæden får næste år endnu to hoteller i Danmark.

Mens Zleep Hotels foreløbig har 11 hoteller i Danmark og et i Sverige, rykker kæden, som Deutsche Hospitality ejer 51 procent af, nu ind på det spanske marked. Det sker med åbningen af et hotel fra sommeren 2021 med 280 værelser i nærheden af Madrids hovedlufthavn, Bajajas.

Klik for stort format. I sommeren 2021 forventer Zleep Hotel at åbne 280-værelsershotel i denne nuværende kontorbygning i et hotelområde ved Madrids lufthavn. Illustration fra Zleep Hotels.

”Der er sket meget i Zleep, siden vi åbnede det første hotel tilbage i 2003. Vi er blevet et succesfuldt hotelbrand i Skandinavien – og nu glæder vi os til at åbne hotel i Spanien og dermed bevæge os ind på et nyt, spændende marked,” siger Zleep Hotels grundlægger, medejer og administrerende direktør, Peter Haaber, i en pressemeddelelse.

Til STANDBY.dk siger Peter Haaber: ”Madrid-projektet har allerede været et år undervejs – det bliver i en eksisterende kontorbygning, der omdannes til hotel. Vi er på vej med flere Zleep-hoteller i udlandet, men jeg forventer først at kunne fortælle om disse planer i starten af det nye år.”

Men det kommende Zleep Hotel Madrid Airport i nærheden af den spanske hovedstads internationale lufthavn og kongrescenteret Principe Felipe Congress Centre bliver i hvert fald hotelkædens entre på det spanske marked.

Fik ny ejer
Også, Deutsche Hospitality, der sidste måned blev solgt til det børsnoterede kinesiske selskab Huazhu Group af egyptiske Travco Group, ser frem til at udvide sit repertoire af hoteller i Spanien. Og Deutsche Hospitality ser Zleep Hotels som en god mulighed for at få et større fodfæste:

”Spanien er et attraktivt marked for os. Her er potentialet stort for både resorter og limited-service hoteller. Zleep komplimenterer vores portefølje af hotelbrands, og sikrer at vores gæsteskare også kan tilgå hoteller i limited-service sektoren,” siger koncernchef for Deutsche Hospitality, Thomas Willms, i pressemeddelelsen.

Deutsche Hospitality har i forvejen ét spansk hotel, det 5-stjernede Steigenberger Hotel & Resort Camp de Mar på Mallorca. Steigenberger er det mest kendte og udbredte af Deutsche Hospitality’s fem varemærker, der udover Steigenberger og Zleep også omfatter Maxx by Steigenberger, Jaz in the City og IntercityHotel. Steigenberger har ét hotel i Danmark, Hotel Alsik i Sønderborg.

To nye Zleep-hoteller i Danmark
Mens Zleep i dag har 11 hoteller i sit startskudland, Danmark, er målet  drive 40 hoteller i og udenfor Danmark i 2025.

Og næste år får kæden endnu to hoteller i Danmark. Efter planen åbner Zleep Hotel Copenhagen Arena i Ørestad omkring den 1. april.

Hotellet bliver med sine 211 værelser det hidtil største Zleep Hotel – der bliver næsten genbo til Royal Arena ligesom det ligger tæt på indkøbscentret Fields og Ørestad Metrostation.

Den 1. juli åbner Zleep Hotel Lyngby med 112 værelser ved Helsingørmotorvejen tæt ved DTU. 34 af de 112 værelser bygges og indrettes til længere ophold. Værelserne bliver 50 procent større end et almindeligt Zleep-værelse og vil blandt andet have egne minikøkkener.

Og i 2021 håber Peter Haaber, at Zleep ”stærkt forsinket” kan åbne sit bebudede hotel i Hillerød.

Relaterede artikler:

Kina køber hotelkæde med dansk varemærke

Vender tilbage til hotelbranchen

Dansk hotelkæde gør sig mere miljøvenlig