Sander Cappel og Natasja Eshuis, der til daglig leder hollandske Travel Trend, har købt selskabet fra Lars Thuesen, som i januar i år overtog det tidligere MyTravel Netherlands fra MyTravel Plc.
Der er siden Thuesens overtagelse sket meget i Travel Trend. Virksomheden har været igennem en større omstrukturering, og i maj blev de 32 MyTravel rejsebureauer solgt til Parilia Beheer B.V. I dag kører kæden videre under brandet Yo’r. I september blev det så besluttet at lukke Faretrend, hvorefter Travel Trend var den eneste tilbageværende aktivitet af det gamle selskab.
Travel Trend beskæftiger omkring 70 mennesker og sender hvert år omkring 25.000 kunder på ferie i udlandet. Bureauet fortsætter med de to afdelinger, Business Trend, som har specialiseret sig i ydelser til forretningsrejsende, og Groups and Incentives, som arrangerer specialrejser. Desuden planlægger Travel Trend at genåbne det stærke NBBS-brand.
I forbindelse med salget af Travel Trend siger Lars Thuesen: ”Det har været en kort og hektisk periode, men det stod klart, at der skulle ske noget meget hurtigt, da pengene fossede ud af selskabet. Jeg er glad for, at det efter omstruktureringen er et sundt, voksende og profitabelt Travel Trend, der nu er solgt til ledelsen, og jeg er helt overbevist om, at Sander og Natasja vil lede selskabet med succes.”
Lars Thuesen forlader den daglige ledelse af selskabet, men fortsætter som rådgiver for den nye bestyrelse.

STANDBY.DK Nyt om rejser

