Overskuddet fra udenlandske lufthavne tredoblet

Københavns Lufthavne A/S forventer i år et overskud fra sine udenlandske ejerskaber i Kina, Mexico og England på ikke mindre end 100 mio. kr. Det kom frem i går ved fremlæggelsen af årsrapporten for 2004, som afslørede en tredobling af overskuddet fra de udenlandske aktiviteter, der i alt blev på ca. 70 mio. kr.
Underdirektør og chef for investor relations, Flemming Petersen, sagde i går, at det gik godt i alle lufthavnene, men at lufthavnen i Newcastle stod for den største fremgang, idet 2003’s minus på 15 mio. kr. i 2004 var vendt til et overskud på 12 mio. kr. Derfor forventer Flemming Petersen, at de udenlandske ejerskaber i år vil indbringe mellem 90 og 100 mio. kr.
Newcastle International Airport satte sidste år ny rekord med samlet 4,7 millioner passagerer og har åbnet otte nye lavprisruter. Københavns Lufthavne har siden 2001 siddet på 49 pct. af aktierne i den nordengelske lufthavn, som er den niendestørste i Storbritannien.
(Berlingske Tidende, 4/3)

Skrevet af