Husk ID på flyveturen

I november skulle en 10-årig pige på shopping i hovedstaden med sin familie, men hun havde ikke medbragt ID og blev derfor afvist af Sterling i Aalborg Lufthavn. Familien måtte vinke farvel til flyveturen og tage toget til København i stedet for.

Flyselskaberne er i deres gode ret til at forlange at se pas, sygesikringsbevis, kørekort eller anden ID, når passagererne tjekker ind, fortæller informationschef Thorbjørn Ancker i Statens Luftfartsvæsen.
I november 2006 indskærpede EU-kommissionen, at passagerer på indenrigsruter i Danmark skal kunne kobles til indtjekket bagage.
”Baggrunden er katastrofen i 1988 over den skotske by Lockerbie, hvor det lykkedes terrorister at placere en kuffert med sprængstoffer i et Pan Am-fly, som blev sprængt i luften og styrtede ned. Efter 9/11 blev sikkerhedskravene strammet af en række EU-forordninger. Bl.a. blev det et krav, at alle flypassagerer skal kunne legitimere sig, både når de flyver indenrigs og udenrigs,” siger Thorbjørn Ancker.

Men i Danmark blev der på indenrigsruterne set igennem EU’s krav, da man ikke mente, at man kunne kræve, at folk skulle vise pas for at flyve fra f.eks. Tirstrup til Kastrup, men i november 2006 blev det forhold påtalt af EU-Kommissionen, hvorefter Statens Luftfartsvæsen indskærpede kravene over for selskaberne.
EU’s krav om sygesikringsbevis på indenrigsruterne er udelukkende begrundet i et ønske om at vide, at passagerer og kufferter følges ad, men Thorbjørn Ancker understreger, at reglerne også gælder, hvis man ikke medbringer bagage.

(Berlingske Tidende, d. 16. januar, 2008)

Skrevet af