Bjarne Hansen ny formand for Billund Lufthavn


Bjarne Hansen blev på en ekstraordinær generalforsamling her til formiddag indvalgt som ny bestyrelsesformand i Billund Lufthavn. Det sker efter at de kommunale aktionærer i det jydske lufthavnsselskab har besluttet en slankning og professionalisering af lufthavnsbestyrelsen.

En af ejerrepræsentanterne i Billund-lufthavnen, amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen, siger til dagbladet Børsen, at Bjarne Hansens indtræden nærmest er virkeliggørelsen af en ønskedrøm: ”Da Bjarne Hansen etablerede og stod i spidse for Maersk Air, så han tidligere end andre i branchen de store muligheder, der var for at udvikle udenrigstrafikken fra Billund Lufthavn, og vi havde gennem flere år et enestående samarbejde”.

I forbindelse med valget til bestyrelsesformand for Billund Lufthavn A/S, er Bjarne Hansen udtrådt af bestyrelsen for Københavns Lufthavne A/S. Det sker med øjeblikkelig virkning.

Bestyrelsen i Billund har, efter dagens generalforsamling, følgende sammensætning: Skibsreder Bjarne Hansen, Wing-Partners, København, adm. direktør Clas N. Andersen, Nielsen og Nielsen Holding A/S (også nyvalgt til bestyrelsen), Amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen, Vejle Amt
Borgmester Per Bødker Andersen, Kolding, Borgmester Flemming Christensen, Vejle, Borgmester Preben Jensen, Billund, Amtsrådsmedlem Bjarne Albæk, Vejle Amt, Viceamtsborgmester Bent Bechmann, Vejle Amt og Borgmester Villy Dahl Johansen, Give (observatør). Fra medarbejderside blev valgt Trafikassistent Grete Schmidt, Portør Kenneth Nymann og Marshal Lars Thomsen.

Skrevet af