Et spa er ikke bare et spa



Spa og wellness er blevet de helt store buzz-words i rejsebranchen indenfor de sidste par år, og overalt skyder store, moderne resort’s og mere eller mindre underlødige etablissementer op. For har man bare et par motionscykler og et boblebad, så kan man vel kalde sig et spa eller wellness-center – eller hvad?



”Nej,” mener Ulrik Sort, der er valgt til formand for den nyslåede forening ”Danske Spa”.

”Alle kan i princippet etablere sig med en spa- og wellness-virksomhed. Det øger risikoen for, at nogle gæster får en negativ oplevelse. At gå i spa er ikke bare at ligge et par timer i et boblebad, det er en helhedsoplevelse, hvor behandlinger, indretning og måske mad og overnatning går op i en højere enhed. Og i en erkendelse af danskernes stigende interesse for wellness og spa, og fordi branchen også herhjemme er blevet så stor, er vi en gruppe, der er blevet enige om at tage ansvar for at få lidt styr på, hvem der kan kalde sig et spa, og, ikke mindst, hvad vi tilbyder kunderne – inden der bliver stillet krav til os om det fra myndighedernes side.”



Formålet med den nye branche-sammenslutning er blandt andet at sikre en høj kvalitet hos de danske spa-hoteller og dag-spa’s, der optages i foreningen, og desuden at få klart defineret, hvad man som gæst skal kunne forvente af et professionelt spa samt at få klarlagt det voksende behov for uddannelse af de ansatte indenfor spa og wellnessbranchen.



Ifølge Ulrik Sort har branchens hoteller og dagspa’er savnet en organisatorisk struktur og et talerør både i forhold til forbrugerne og til myndighederne, og der er nu nedsat en række fokusgrupper, som i den kommende tid skal arbejde med konkrete forslag til, hvordan foreningen kan opstille krav til kvaliteten af spa og wellness, blandt andet igennem uddannelse af personale.



AnO


Skrevet af