Clinton fløj med Færøernes flyselskab

Præsident Clinton blev i lufthavnen i Islands hovedstad, Reykjavik, hentet af et chartret fly fra Atlantic Airways. Derfra gik turen til Færøerne.

William Jefferson Clinton skulle være hovedtaler på en konference i Nordens Hus i Tórshavn. Og herfra videre samme dag til København, hvor han skulle overnatte.



Inden præsidenten kom til selve Tórshavn, havde han nogle timer til at slappe af i ”præsidentsuiten” på Hotel Føroyar, Færøernes største hotel lige udenfor Tórshavn.



Og inden foredraget i Nordens Hus, havde Bill Clinton tid til at se lidt af det centrale Tórshavn.



Med i præsidentens følge var Atlantic Airways’ adm. direktør, Magni Arge (på billedet sammen med Clinton), som til Take Off siger:



”Vi har selvfølgelig haft fint besøg af bl.a. danske konger og dronninger osv., men Bill Clintons besøg var noget særligt. Måske var det noget af det største på Færøerne siden 13. april 1940, hvor den engelske Royal Navy pludselig anløb Færøerne og var her gennem Anden Verdenskrig.”

”Der var hundredvis på gaden i Tórshavn for at se Clinton og hans følge af bl.a. Secret Service-agenter. Der var en meget positiv stemning. Clinton gik rundt ved Tinganes, hvor det færøske landsstyres hovedbygning ligger, og var gennem Tórshavns hovedgade. Han gav sig god tid til at hilse på de mange mennesker, gav kram til børn og voksne,” fortæller Magni Arge og fortsætter:



”Clinton var inde i den smukke gamle boghandel i Tórshavn, hvor de ansatte var meget benovede over hans besøg. Han købte en bog og signerede nogle af sine egne bøger. Bagefter gik han i butikken Alv, som bl.a. sælger færøsk kunsthåndværk og smykker; her købte han en ring. Og i butikken hos det berømte færøske tøjmærke Gudrun & Gudrun købte han en trøje.”

(det er en trøje fra Gudrun & Gudrun, Sofie Gråbøl nærmest konstant har på i DR-serien ”Forbrydelsen,” red)



”Clinton har en fantastisk charme og utrolig udstråling og karisma. Han er et meget venligt og ligetil menneske. Clinton vidste lidt om Færøerne og var meget hurtig til at fange, hvad vi fortalte ham… Det var helt surrealistisk at spadsere rundt med ham,” siger Magni Arge – som Færøernes Radio i øvrigt lavede lidt venlig grin med i deres reportage fra besøget: ”hvem er dog det som går sammen med Magni Arge – jo, det er da præsident Clinton…”



Ikke kun Færøernes Radio dækkede begivenheden, også CNN fik sendt et indslag fra Færøerne.



Efter syv timer på Færøerne forlod Clinton og hans følge øerne – bl.a. med en flot gave fra det færøske landsstyre, en glasfugl af den færøske kunstner Trondur Patersson (en anden af hans glasfugle kan i øvrigt ses i Finger D i Københavns Lufthavn, red)



Det var første gang, at en tidligere amerikansk præsident besøgte Færøerne – Clinton skulle have været på Færøerne i maj i år, men måtte udskyde til denne uge.



Med sit besøg i Danmark i 1997 var Clinton den første amerikanske præsident som besøgte Skandinavien.



Og til sidst lidt detaljer: Clinton fløj i Atlantic Airways jetten med indregistreringsbogstaverne OY-RCC og sad på sæde 1C. Men det var dog i store business class-stole, lejet i England i anledningen. På turen til Færøerne spiste han mest frugt, mens han fik en middag med bl.a. færøsk fisk på turen til Københavns Lufthavn.



Atlantic Airways overvejer nu at døbe OY-RCC f.eks. ”President Clinton.”



HB

Skrevet af