Københavns mister internationale turister



Aldrig har København haft så mange overnatninger som i 2006. Med over 7 mio. overnatninger og en vækst på 5 % fik Hovedstadsregion endnu et rekordår.

Og ifølge den netop offentliggjorte European Cities Tourism Report, der sammenligner de 40 største byer i Europa, har den danske hovedstad det 15. bedste vækstgennemsnit i 2000-2005. Dermed er København over gennemsnittet og foran bl.a. Stockholm, Wien og Venedig.



Men det bekymrer Wonderful Copenhagen, at Københavns vækst primært skyldes, at flere danskere i 2006 besøgte Hovedstadsregionen og stod for over 2/3 af væksten. For når det gælder internationale overnatninger, taber København terræn. Ifølge rapporten udgjorde internationale overnatninger 66 % af alle overnatninger i København tilbage i 2000.



Fem år senere var andelen faldet til 64 % og tendensen fortsatte i 2006. Københavns andel af internationale overnatninger er stadig over det europæiske gennemsnit på 53 %. Men væksten af de internationale overnatninger stiger ikke i takt med resten af Europa.



”København rutsjer ned af kurven, hvilket er meget foruroligende. København havde i 2000-2005 en vækst i internationale overnatninger på 3,2 %. Det er under de 40 største europæiske byers gennemsnit på 3,6,” siger WoCo’s adm. direktør, Lars Bernhard Jørgensen.



“The European Cities Tourism Report” er den førende rapport om udviklingen i europæisk storbyturisme. Den bygger på overnatningsstatistikker fra hoteller og andre kommercielle overnatningssteder i over 100 byer. Statistikkerne bearbejdes på University of Economics i Wien, oplyser WoCo.

Rapporten bliver til i et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen, en række større turismeorganisationer og et netværk på over 100 turismeorganisationer.

Skrevet af