Dagens kommentar

Amtsborgmesteren i Sønderjylland, fra 1. januar regionsformand for Danmark Syd og formand for Team Danmark Carl Holst har i en kronik i Jyllandsposten argumenteret for, at en multi-arena må være en national opgave.



Vi har Parken – tidligere Idrætsparken – og en lang kæde af stadions, messe haller og andre lokaler, der kan trække store tilskuertal.



Men fælles for dem, er deres værdi der er mere lokal end national. Selv Parken er jo først og sidst en københavner arena, og som udover store kunstneriske begivenheder giver plads til fodboldkampe – landsholdet og FCK – der ikke alene trækker fulde huse, men også skaber international opmærksomhed.



Nu vil Bella Centret på Amager gerne give plads til en multi-arena.



Og det vil Carl Holst i sin egenskab af formand for Team Danmark gerne bakke op.



Når man tænker på, at den sønderjyske amtsborgmester har sit bagland i det vestlige Danmark, er det overmåde modigt at tale for en national arena, der skal placeres i Hovedstaden.



Men pointen er klar.



En national multiarena kan kun placeres i landets metropol, København.



Men den kan trække internationale begivenheder til Danmark – til glæde for markedsføring af og erhvervsliv i hele landet.



Carl Holst ved, at en dansk multiarena ikke kan placeres andre steder end i danskernes eneste storby.



Og han er parat til at tage slagsmålet med dem, der ikke rummer helt så meget udsyn. De skal nok findes blandt politikere, der ikke kan forstå, at København på landets vegne skal konkurrere med Stockholm, Berlin, Hamburg og Helsinki. Og ikke med Holbæk, Helsingør, Haderslev eller Herning.



Regeringen og Folketinget må derfor lytte til Team Danmark. Finansieringen er teknik. Det er en politisk afgørelse, om Danmark skal trække yderligere mange tusinder turister, erhvervsfolk og investeringskroner til landet i kraft af store internationale begivenheder som VM i ishockey eller håndbold eller koncerter.



En multi arena vil være godt for turismen – og for markedsføringen af dronningeriget.



Det bør selv regeringen forstå. Det handler ikke om vest-øst. Det handler om hele landets muligheder.



De nødvendige regionalpolitiske dispositioner – og de er påtrængende – må politikerne foretage i andre sammenhænge.


Skrevet af