Kommentar mandag

Det er sjældent, at rejsebranchen offentligt ryger i totterne på hinanden. Men Danmarks Rejsebureauforening har på sine medlemmers vegne protesteret mod, at Sterling midt i et aftaleforløb vil ændre på betingelserne blandt andet ved at begrænse de rejsendes bagage til 15 kg og tage ekstra betaling for bestemte sæder.



Nu skal Sterling selvfølgelig have ret til at indrette sig på den måde, hvis de tror, det gavner deres forretning. Det skal kun selskabets ansvarlige ledelse vurdere. Alt afhængig af temperament er det jo hver enkelt, der må vælge at tro på, at kravene til bagagen har sit udgangspunkt i CO2-udslippet og tidens bekymring for den globale opvarmning.



Men Sterling træder ind i en gråzone, når de ændrer på charterselskabernes og deres gæsters vilkår, efter at en aftale er på plads (og pengene måske endda betalt?) bliver vilkårene ændret. Det er selvfølgelig uacceptabelt, og det er her protesten fra Danmarks Rejsebureau Forening kommer til sin ret. Mon ikke også en række af medlemmer, har svinget med det røde advarselsflag, inden organisationen er kommet på banen.



Til gengæld udstiller diskussionen det særlige problem, der følger med lavprisselskabernes lyst til at dumpe priserne langt under al rimelighed.



Mon ikke de rejsende kan forstå, at man ikke kan flyve til London for under 300 kroner.



Skån os alle for det pjat med bagagevægten på 15 kg og især for den dødssyge forklaring om selskabets omsorg for klodens sande tilstand. Eller de 58 kroner for at få sin egen plads i flyet.



Det drejer sig om almindelig forretningsdrift. Det er og bliver legalt.



Tillægsydelserne skal jo dække over, at prisen reelt er for lav. Det ville være lettere, hvis lavprisselskaberne – og måske især Sterling – gav en ærlig lav pris og ikke fandt på alle tænkelige krumspring for at få de penge hjem, som man i første omgang har trukket fra billettens pris.



Og skal tingene ændres, må de som minimum varsles i så god tid, at Sterlings samarbejdspartnere – og disses kunder – kan indstille sig på de nye vilkår.




Skrevet af